Det danske folketingsvalg den 15. september 2011 endte som bekendt med en sejr til et centrum-venstre-flertal anført af Helle Thorning-Schmidt (S), som nu står foran en udfordrende regeringsdannelse.

Som beskrevet i går på Udenriget.dk har de udenlandske medier i dækningen af folketingsvalget især sat fokus på muligheden for et økonomisk kursskifte, men også for et værdipolitisk paradigmeskifte, i Danmark.

Danmark har nu frigjort sig fra Dansk Folkepartis indflydelse, men går med et yderst skrøbeligt økonomisk fundament en usikker tid i møde, lyder det fra de udenlandske dagblade i dag. Her en håndfuld af de mest interessante citater:

“Helle Thorning-Schmidt to be Danish PM after poll win” – BBC News

Although Mr Rasmussen was considered to have done well to steer Denmark through the financial crisis, its economic rebound is seen as sluggish and disappointing, our correspondent adds.

The economic crisis has turned Denmark’s healthy surpluses into deficits, estimated to climb to 4.6% of GDP next year. Læs videre…

De udenlandske aviser har i dækningen af dagens danske folketingsvalg sat fokus på muligheden for et dansk systemskifte, men også for et større politisk paradigmeskifte: Vil de danske vælgere kassere deres økonomisk og internationalt uefne statsminister Lars Løkke Rasmussen og vil Danmark endeligt bevæge sig væk fra Pia Kjærsgaards højrepopulistiske tyranni? Dette er især de to spørgsmål, der optager de store udenlandske medier.

Her et par af de mest interessante udklip (og jo, disse er på trods af deres venstrelænende bias temmeligt repræsentative):

“To Helle and back: The race to form the next government suddenly tightens,” The Economist, 10. sep.:

WHEN Denmark’s prime minister, Lars Lokke Rasmussen, called a general election for September 15th, he was staring defeat in the face. An unremarkable character, he got the job only because his predecessor, Anders Fogh Rasmussen, had resigned to become NATO secretary-general. His bungled handling of the Copenhagen climate-change summit in December 2009 drew derision abroad. A cavalier attitude to expenses incensed voters at home. Læs videre…

Vi skal stemme på torsdag. Det kan ingen vel være i tvivl om. Det vigtigste valg nogensinde. Et skæbnevalg, måske. Det siger kommentatorerne i hvert fald. Men selv om politikerne med røde og blå slips eller håndtasker gang på gang fortæller os, hvor meget der skiller dem ad, så er der stadig rigtig meget der samler.

Alle er enige om, at der skal investeres i sygehuse og grøn innovation, og at det er nødvendigt, at staten fremrykker nogle af disse investeringer for at holde Danmark kørende. Alt det vil ske, uanset hvem der får flest krydser på torsdag. På et punkt bliver valget dog et skæbnevalg – nemlig på ulandspolitikken. Lad mig forklare hvorfor.

Historisk konsensus

Lige siden vi i Danmark for første gang overhovedet begyndte at tale om udviklingsbistand efter Anden Verdenskrig, har der været konsensus omkring politikken bag. I den almindelige danske vælgers bevidsthed begyndte det hele måske sådan rigtigt for alvor, da Ungarnshjælpen blev iscenesat på tv i 1957. Bagved lå der en klar politisk konsensus om at “nødhjælp er godt”. Nogle vil endda påstå, at der var fælles forståelse for at sige “mere nødhjælp er bedre”. Læs videre…

Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) sendte sidste uge et åbent brev til de danske folketingskandidater, som undertegnede var med til at forfatte. I brevet anbefaler RIKO det kommende folketing en grundig refleksion over resultaterne af det seneste årtis militarisering af udenrigspolitikken.

Denne refleksion bør ifølge RIKO udmunde i bl.a. en dybdegående undersøgelse af bevæggrundene for invasionen af Irak, en overordnet nytænkning af dansk sikkerhedspolitik, samt en betragtelig styrkelse af de danske kompetencer inden for diplomati, mægling og konfliktløsning i internationalt regi.

I brevet, “Valgkamp uden udenrigs- og sikkerhedspolitik?”, lyder det:

I Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) er det vores klare vurdering, at Danmarks næste regering bør gå dansk udenrigspolitik efter i sømmene og finde nye værktøjer frem fra kassen. Uanset den nye regerings politiske farve er det på  tide at tage et kritisk blik på resultaterne af især den sikkerhedspolitiske kurs, som Danmark i de seneste 10-15 år har fulgt. Det er RIKOs håb, at det kommende folketingsvalg vil skabe luft til refleksion og åbenhed over for nye udenrigspolitiske muligheder, herunder en styrket anvendelse af konfliktløsning gennem ikke-militære mekanismer. Læs videre…

Socialdemokraterne, SF og De Radikale fremlagde i dag deres fælles bud på en ny dansk udenrigspolitik. Udspillet bærer navnet “En aktiv og ansvarlig udenrigspolitik” og kan bl.a. læses her.

Ud fra manglen på grafisk lir i dokumentet er det tydeligt, at forslaget er blevet hastet igennem trykken. Fredag afslørede Berlingske nemlig, at udspillet lå klar til gennemlæsning på partiledernes bord, hvilket førte til løfter om, at forslaget ville blive præsenteret hurtigst muligt.

Mediedækningen af udspillet har i dag været temmelig omfattende, i hvert fald til en sådan grad, at det er umuligt at give et fuldt overblik her. Dagbladenes hidtidige analyser har mest været skeptiske, tilsyneladende på baggrund af skuffelse over mængden af genkendeligt “rødt” indhold (hvilket er temmelig paradoksalt i de borgerlige dagblades tilfælde). Læs videre…

I en artikel i dagens Berlingske rapporteres det, at Villy Søvndal (SF) og Jeppe Kofod (S) nu lover at fremlægge partiernes “hemmelige” udenrigspolitiske plan før valget. Som det lyder i artiklens underrubrik, vil rød blok øge ulandsbistanden med knap tre mia. kr. og føre en “mindre krigerisk” udenrigspolitik.

Jeppe Kofod siger: “Vi vil fastholde den aktivistiske udenrigspolitik , men den skal være mindre krigerisk og mere ansvarlig. I modsætning til den nuværende regering, der har ført os ud i en tvivlsom krig i Irak uden FN-mandat, der har skåret kraftigt i ulandsbistanden, og som slet ikke er ambitiøs nok på miljø-og klimaområdet.”

Kofod tilføjer dog samtidig, at der bliver tale om “en kursændring” og ikke “en revolution.” Et væsentligt stridspunkt bekræftes dog: Hvis palæstinenserne få dage efter valget herhjemme beder om at få deres stat anerkendt af FN som bebudet, vil Danmark nemlig stemme for, hvis rød blok har magten, skriver Ole Damkjær. (Udenrigsminister Lene Espersen foreslog fredag en noget anden model over for Ritzau. “Kamikazekurs”, betegner hun oppositionens holdning i dagens Politiken.) Læs videre…

Hvis vælgerne vil vide, hvilken forsvars- og sikkerhedspolitik S og SF ønsker at gennemføre efter et regeringsskifte, må de kigge efter svaret i vejviseren. Det synes at have været det implicitte budskab fra rød blok under valgkampen hidtil.

En artikel i Berlingske i dag fredag bestyrker indtrykket. Her oplyser forsvarsordfører John Dyrby Paulsen (S), at de to partier ikke har formuleret en fælles forsvarspolitik og heller ikke har planer om det. Nysgerrige vælgere må derfor nøjes med at læse det brede forsvarsforlig fra 2009, hvor de to partier deltog, samt de seks punkter om mulige besparelser i Forsvaret, som indgik i S og SF’s alternative 2020-plan inden sommerferien.

SF’s modstykke, Holger K. Nielsen, siger dog, at et oplæg til en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er på vej, men lige nu ligger hos partilederne. Oplægget er ikke færdiggjort, da udenrigspolitikken ifølge Holger K. “ikke spiller nogen rolle i valgkampen”. “Det er lidt flovt, må jeg sige, nu hvor du spørger,” tilføjer forsvarsordføreren alligevel til Berlingske. Læs videre…

“Rød regering styrer direkte mod konflikt med Israel,” lyder overskriften på side 3 i Politiken onsdag. Så kom der da lidt udenrigspolitik ind i valgkampen.

“En ny dansk regering risikerer efter få dage ved magten at havne i et regulært diplomatisk sværdslag med Israel,” skriver Kristian Klarskov i den stort opslåede artikel. Baggrunden er en række borgerlige politikeres fordømmelse af, at flere fra rød fløj nu gentager den holdning, at Danmark og Europa må anerkende Palæstina som selvstændig stat.

Især udviklingsminister Søren Pind (V) har i Klarskovs artikel hevet de store gloser frem.

“Det vil få sagen til at eksplodere, hvis et land går selv. Man arbejder i øjeblikket på alle niveauer på at finde en løsning. Det er vigtigt, at det ikke bliver ødelagt af dansk enegang,” siger Søren Pind til Politiken. Han kalder desuden forslaget for “ødelæggende for vores forhold til udlandet” (Virkelig?  Hele udlandet alligevel? Det var voldsomt.) Læs videre…

Torsdag den 8. juli fremsatte Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen i Jyllands-Posten et forslag om, at den danske udviklingsbistand fremover burde begrænses til mellem ét og tre lande blandt de seksten, der i dag indgår i et såkaldt programsamarbejde med Danmark. F.eks. kun til Tanzania.

I Dansk Folkepartis forslag forlød der intet om nedskæringer i mængden af dansk udviklingsbistand, men kun i antallet af lande, man fremover ville støtte fra dansk side.

I dag siger DF’s egen næstformand Peter Skaarup så alligevel, at der også skal skæres massivt ned på de danske støttekroner, hvis det står til partiet. DF ønsker ifølge Skaarup at fjerne 10-15 procent af den danske bistand på 15 milliarder kroner årligt, skriver DR Nyheder.

De foreslåede nedskæringer ville næsten selvsagt føre til, at Danmark vil rasle et langt stykke ned af ranglisten over internationale bistandsdonorer målt efter procentvis støtte. Sandsynligvis endda til en placering som det mindst givende land i Skandinavien og Nordeuropa. Læs videre…