Halvanden måned efter Udenriget.dk i et indlæg i februar spurgte “Hvad vil Liberal Alliance med udenrigspolitikken?”, er spørgsmålet for alvor kommet på dagsordenen. I forbindelse med den forestående danske aktion mod Libyen sagde partiets politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll nemlig for godt en uge siden, at Liberal Alliance slet ikke havde noget mål med udenrigspolitikken.

“Det er regeringen, der fører Danmarks udenrigspolitik, så vi støtter de beslutninger, regeringen træffer,” sagde Simon Emil Ammitzbøll den 18. marts til Politiken.

“Man kan diskutere, hvad man skal gøre i forhold til Libyen eller demokrati i Mellemøsten, eller hvad ved jeg. Det er jo spændende nok. Men det er sådan, at det er regeringen her i landet, der fører udenrigspolitikken, så det overlader vi trygt til den,” fortsatte den politiske ordfører.

Den holdning faldt først Politikens blogger Rune Engelbreth Larsen for brystet, og nu melder både den nuværende og tidligere udenrigsminister sig i koret af kritikere.

I dagens Berlingske udtaler Uffe Ellemann-Jensen, at Liberal Alliances tilgang til udenrigspolitikken muligvis gør det lettere at være udenrigsminister, men at den derimod “ikke er særlig liberal” – nærmere “liberallende”. Læs videre…

“Jeg vælger den idealistiske udenrigspolitik,” skrev Kasper Elbjørn for en uge siden på sin blog hos Politiken. Baggrunden for Elbjørns valg er Lene Espersens – ifølge forfatteren – ‘realistiske’ og derfor utilstrækkelig idealistiske tilgang til udviklingerne i Mellemøsten.

Lene Espersens reaktion på hændelserne i Mellemøsten finder Elbjørn så anstødelig, at han erklærer den for et brud med de sidste tre årtiers danske udenrigspolitik. Idealismen vil med stor sandsynlighed blive pakket helt væk og realismen råde, hvis Danmarks udenrigsminister efter næste valg stadig hedder Lene Espersen, skriver Elbjørn.

Kasper Elbjørns indlæg må dog hovedsageligt betragtes som et historisk ensidet og gennemført inkonsistent forsvar for de af Espersens nylige forgængere, hvis udenrigspolitiske ‘linjer’ Elbjørn finder god grund til at foretrække. (Elbjørn er kommunikationschef i Saxo Bank, og er bl.a. tidligere sektionschef i Udenrigsministeriet samt Cepos-medstifter og Venstre-kandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2009.) Læs videre…

To yngre historikere fra Syddansk Universitet giver i dagens kronik i Jyllands-Posten et tilbageblik på et tilsyneladende fortrængt afsnit af den udenrigspolitiske danmarkshistorie. Faktisk er der tale om en sag, som af en anonym diplomatisk kilde senere er blevet kaldt “de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert.” En “bommert”, som tilsyneladende stadig spøger i dag.

Affærens forløb beskrives kort af Thomas Wegener Friis og Lasse Rahn på følgende vis:

I 1988 havde Mayer [den Stasi-overvågede østtysker Wolfgang Mayer, red.] og en række andre borgere i Ilmenau fået nok. De ønskede ikke at leve undertrykt og ville sende et budskab til omverdenen om forholdene i DDR. Derfor vandrede 18 Ilmenau-borgere – 13 voksne og fem børn – den 9. september ind på den danske ambassade i Østberlin. Læs videre…

Robert Putnam, professor i statskundskab ved Harvard University, udviklede i slutningen af 1980’erne den indflydelsesrige ‘two-level game’-teori. I teorien antages det, at stater kun vil nå til succesfuld enighed i internationale forhandlinger, såfremt de resulterende aftaler også medfører hjemlige gevinster.

Ifølge Wikipedias resumé skal dette forstås således, at internationale forhandlinger samtidig foregår på to niveauer, nemlig det intra-nationale (dvs. hjemlige) og det internationale (dvs. mellem regeringer). Gennem hjemlige forhandlinger absorberer regeringen de forskellige ‘indenlandske’ aktørers præferencer og bekymringer, og på det internationale niveau forsøger regeringen samtidig at implementere disse i en sådan udstrækning, at forhandlingsresultatet ikke vil medføre en skadelig politisk virkning på hjemmefronten. Læs videre…