Søndag aften kl. 22.30 tonede en yderst kraftfuld fortaler for dansk og vestlig militær intervention i Syrien frem på de danske tv-skærme, omgivet af en række bipersoner. Navnet? Martin Breum, vært på DR2’s Deadline.

I oplægget til søndagens udgave af Deadline fremgik Breum og redaktionens dagsorden allerede tydeligt:

Situationen i Syrien synes efterhånden at være ude af kontrol. Op mod 100.000 civile er nu døde, i nat bombede Israel tæt på Damaskus, islamistiske militser vinder frem, Assad-regimet har begået flere massedrab i de seneste dage – men Danmark og resten af Vesten vil ikke yde militær støtte til de demokratiske oprørere. Hvorfor tøver Vesten i forhold til Syrien?

Vesten “tøver i forhold til Syrien” og vil ikke yde militær støtte til selv de “demokratiske oprørere”. Sådan fremstår Syrien-problematikken altså i Deadline-redaktionens oplæg. Frem for at stille åbne spørgsmål om konflikten og den internationale respons, kom en række lukkede, afgjorte og stærkt tvivlsomme påstande således til at fungere som præmisser for udsendelsen og dens indhold. Læs videre…

Det hjælper ikke at spekulere i, hvilken slags militær intervention vi skal kaste os ud i, når konflikter som den syriske står for døren, skriver jeg onsdag i en kommentar til Ræson. De udenrigspolitiske debattører har glemt begreber som diplomati og mægling, vurderer jeg, og jeg bruger her Politikens lederskribent Anders Jerichow som eksempel.

Der er i mediedebatten et ensidigt fokus på det militære indgrebs hvordan (bevæbning af oprørere eller direkte indgreb?) og hvornår (nu eller senere?). Dette svarer til at åbne værktøjskassen og overveje, om den store hammer eller den meget store hammer skal anvendes til at skrues skruer i, konkluderer jeg i kommentaren. Hele artiklen kan læses her. Læs videre…

Dagbladet Information bringer i dag en kommentar med overskriften “Tavsheden om de sorte libyeres skæbne er lammende,” skrevet af undertegnede. Et uddrag:

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon præsenterede for nylig [28/11] en statusrapport om situation i Libyen. I rapporten lyder det, at 7.000 politiske fanger på nuværende tidspunkt sidder indespærrede i improviserede libyske fængsler, de fleste under de tidligere oprøreres kontrol, uden adgang til retshjælp. Tallet beskriver dog ikke omfanget af den forfølgelseskampagne, som Libyens ca. to millioner sorte indbyggere har været udsat for over de seneste måneder. Allerede i foråret rapporterede en lang række medier i regionen således om de libyske oprøreres omfattende anholdelser af sorte, i mange tilfælde førende til tortur og drab.

BBC bemærker tørt om FN-rapporten, at mange af de nævnte fanger udgøres af ”subsaharianske afrikanere mistænkt for at være lejesoldater hyret af Gaddafi-regimet.” The Independent kommer problemets kerne nærmere ved at forklare, at et stort antal sorte afrikanere siden den libyske revolution er blevet dræbt og lynchet som straf for samme anklager. Læs videre…

Torsdag den 20. oktober fejrede TV 2 News ligesom andre danske medier den libyske leder Moammar Gaddafis død. Her kunne man i baggrundsbillederne fra Libyen, der kørte i et kontinuerligt loop under kanalens indslag, se en række tilfangetagne sorte afrikanere blive ført forbi kameraet af bevæbnede oprørere.

Det fremgik ikke i nyhedsindslaget, hvorfor mændene blev tilbageholdt og der blev heller ikke spekuleret i, hvad deres videre skæbne ville blive. Hvis kanalens redaktion havde holdt øje med rapporterne fra Libyen i ugerne og månederne før, havde de dog nok kunnet give et kvalificeret gæt.

Men så skulle de også have holdt tæt øje, for selvom denne artikel fra BBC fire dage senere gav et muligt svar, valgte kun få dansksprogede medier at nævne de libyske oprøreres omfattende overgreb mod sorte migrantarbejdere, der havde stået på mindst siden marts. Læs videre…

Trusler om krig imod Iran er ikke løsningen på den nuværende krise, slog udenrigsminister Villy Søvndal (SF) torsdag fast, først i Berlingske og senere i TV Avisen 18.30. Ifølge Søvndal vil det internationale samfund ikke stå bag “en krig, hvor man risikerer at sætte Mellemøsten og verden i brand.” Derfor er øget pres og fortsatte sanktioner det eneste svar på Irans (påståede) udvikling af atomvåben, sagde udenrigsministeren i TV Avisen torsdag aften.

Modsat Søvndal mente Venstres udenrigsordfører Søren Pind, at afvisningen af et angreb på Iran sender et forkert signal til Danmarks NATO-allierede, som Danmark “selvfølgelig” skal støtte, hvis de beslutter sig for et sådant angreb. Ellers risikerer man ifølge Pind snart at opleve synet af “europæiske storbyer i atomruinernes aske”. (Man mindes retorikken fra månederne op til invasionen af Irak i 2003, hvor Anders Fogh Rasmussen malende beskrev muligheden for, at vi snarligt ville opleve giftgas- og paddehatteskyerne sprede sig over de danske byer.)

Præmisserne for TV Avisens indslag torsdag var tilsyneladende 1) at Iran er ved at udvikle atomvåben med den hensigt at bruge dem,* og derfor også 2) at den hidtidige internationale indsats mod Irans udvikling af atomvåben er slået fejl. Disse præmisser stillede ingen af de medvirkende spørgsmålstegn ved. At angribe eller ej, det har derfor været spørgsmålet i DR’s dækning, som af denne grund har fremstået ukritisk og unuanceret i sin behandling af den nuværende konflikts grundlæggende fakta. Læs videre…

Den nye udviklingsminister Christian Friis Bach (R) vil “lade ulandene selv bestemme, hvad pengene skal bruges til,” skrev Jyllands-Posten søndag. Ja, jo, sådan kan det vel godt udlægges. Det, Friis Bach i virkeligheden sagde til avisen, var bl.a.:

“Vi skal have et skifte fra almisser og gaver til i langt højere grad at sikre borgernes rettigheder i de fattigste lande. I stedet for at give folk mad og arbejde skal vi styrke de fattige menneskers muligheder for selv at kæmpe for deres rettigheder.”

“Da briterne for nogle år siden forsøgte sig med budgetstøtte til Zambia, brugte man de første penge på at udstyre alle ministre med en ny Mercedes. Det gav en voldsom kritik. Men hvis der har været en demokratisk proces og en åben diskussion, skal vi ikke sidde i Danmark og beslutte, om de skal købe nye Mercedes-biler.” Læs videre…

Skal Danmark “tone rent flag” og støtte Libyens oprørere fuldt ud i kampen mod Gaddafi? Det spørgsmål har medierne beskæftiget sig meget med i de seneste uger, oftest med det ‘korrekte’ svar indbygget i selve spørgsmålets præmis: Når “melde rent ud”, “bakke 100 procent op” og lignende positive vendinger anvendes i et spørgsmål, har den adspurgte næppe mulighed for at svare andet end bekræftende.

Det var f.eks. tydeligt i sidste fredags Deadline på DR2, hvor socialdemokraten Mogens Lykketoft fik stillet netop det ovennævnte spørgsmål (se ca. 12.30 inde i udsendelsen her).

“Det er da meget muligt, at man snart skal tage det skridt,” lyder det fra Lykketoft, ligesom det også har lydt fra andre danske politikere. Det svar er der som sådan ikke noget galt med – de evt. folkeretlige problemer til side – da de færreste i dag stiller spørgsmålstegn ved det libyske oprørs grundlæggende berettigelse. Men før man tager det skridt at støtte oprørerne fuldt ud, kunne det måske være nyttigt at have samtlige fakta på bordet.

En historie fra Libyen, som de danske medier desværre har ignoreret – måske fordi den ikke har passet nydeligt ind i den større historie, man har ønsket at fortælle om oprøret – er historien om de hundredvis af sorte libyere, flygtninge og gæstearbejdere, som under det libyske oprør er blevet chikaneret, anholdt og til tider henrettet af medlemmer af oprørsbevægelsen. Læs videre…

En række PR-mæssigt uheldige sager vedrørende det danske forsvars håndtering af missionen i Libyen har det seneste døgn præget debatten. Her et kort overblik.

1. Først skriver nyhedsbureauet Newspaq mandag, at “flyvevåbnets pinlige afsløring af navnene på danske piloter på Libyen-aktion bryder med alle retningslinjer i andre Nato-lande”. Skarptvinklet? Ja, men ikke videre heldig i PR-forstand.

Fra Søren Strandman-Møllers Newspaq-artikel “Allierede ryster på hovedet af flyvevåbnet”:

Tyskland, England, USA og Sverige forstår ikke dansk behov for at fortælle piloternes navne.

Det kunne de aldrig finde på; at male pilot og mekanikers fulde navne på deres jagerfly.

Sådan lyder beskeden fra flere af Danmarks Nato-allierede. Læs videre…

En ny hjemmeside, der tilbyder et yderst kritisk perspektiv på bl.a. mediernes behandling af den danske forsvarspolitik, kan findes på Medieoplysning.dk. Blandt sidens første indlæg er en længere analyse “om den offentlige mediekritisk doktrinære blokeringer,” dvs. grænserne for politisk kritik i det danske offentlige rum, skrevet af Uffe Kaels Auring. Læs videre…