Søndag aften kl. 22.30 tonede en yderst kraftfuld fortaler for dansk og vestlig militær intervention i Syrien frem på de danske tv-skærme, omgivet af en række bipersoner. Navnet? Martin Breum, vært på DR2’s Deadline.

I oplægget til søndagens udgave af Deadline fremgik Breum og redaktionens dagsorden allerede tydeligt:

Situationen i Syrien synes efterhånden at være ude af kontrol. Op mod 100.000 civile er nu døde, i nat bombede Israel tæt på Damaskus, islamistiske militser vinder frem, Assad-regimet har begået flere massedrab i de seneste dage – men Danmark og resten af Vesten vil ikke yde militær støtte til de demokratiske oprørere. Hvorfor tøver Vesten i forhold til Syrien?

Vesten “tøver i forhold til Syrien” og vil ikke yde militær støtte til selv de “demokratiske oprørere”. Sådan fremstår Syrien-problematikken altså i Deadline-redaktionens oplæg. Frem for at stille åbne spørgsmål om konflikten og den internationale respons, kom en række lukkede, afgjorte og stærkt tvivlsomme påstande således til at fungere som præmisser for udsendelsen og dens indhold. Læs videre…

Danmark vil bidrage til den franske aktion i Mali ved at sende et Hercules-transportfly og 40 mand til det konfliktramte land. Det fortæller flere unavngivne kilder Jyllands-Posten. Udenrigspolitisk Nævn er hasteindkaldt til møde i dag kl. 15.15, hvor “internationale operationer” er eneste punkt på dagsordenen.

Ifølge avisen vil Folketinget allerede i morgen tage stilling til et beslutningsforslag om udsendelse af danske styrker. Hvis det er sandt, vil der således kun blive afsat få timer til at drøfte beslutningen om det militære bidrag i Folketinget.

En kilde i Udenrigsministeriet bekræfter ligeledes over for politiken.dk, at man er i “dialog” om et dansk militært bidrag. “Det vi kan sige, det er, at der er en dialog med franskmændene om hvilke muligheder, der kan være,” fortæller kilden i tråd med en meddelelse fra ministeriet udsendt i aftes, hvori udenrigsminister Villy Søvndal (SF) siger, at han støtter den franske aktion i Mali.  Læs videre…

Hvad vil det sige at have en ‘fredstradition’ eller endda at være en ‘fredselskende nation’? Spørgsmålet var i centrum på en konference i Oslo, The Norwegian Peace Tradition, som i november 2012 afsluttede et næsten tiårigt forskningsprojekt ved Universitetet i Oslo.

Idéen om en national fredstradition har haft stor betydning i de nordiske lande, ikke mindst Norge. Men selvros kan let kamme over, som det blev bemærket af indlederen Hanne Hagtved Vik. Konferencen var således en lejlighed til at kigge selve idéen om den nordiske tradition for fred nærmere efter i sømmene.

Helge Pharo, forskningsprojektets leder, lagde på førstedagen (15. november) op til de kommende tre dages præsentation af ni års forskningsresultater ved at stille en række af nøglespørgsmålene: Kan fredstraditionen virkelig findes i de norske aktørers tænkning og handlemønstre? Har der været tale om nogen systematisk tænkning om årsager til og betingelser for fred? Hvilken praksis har været resultatet?

Ifølge historikeren Øyvind Tønnesson har det længe været sædvanen at se på Norge som en særligt fredselskende nation. Med tiden er dette billede dog overdrevet i en sådan grad, at forestillingen om Norge som ufejlbarlig fredsnation nærmere er blevet lidt af en vittighed. Læs videre…

Det endte som bekendt med et overvældende ja-flertal, da FN’s generalforsamling i New York torsdag amerikansk tid skulle stemme om at opgradere Palæstinas status til såkaldt observatørstat. Korrespondenterne bringer i dag en længere artikel om afstemningens resultat, skrevet af Janne Louise Andersen. Her et kort uddrag:

“Jeg synes, der er al mulig grund til at rose palæstinenserne for en god og afbalanceret tekst, der ikke falder for fristelsen til at søge konfrontationen. Det er en moderat tekst, der klart understreger behovet for fredsforhandlinger og en forhandlet to-statsløsning, der kan sikre palæstinenserne en levedygtig stat side om side med et Israel i sikkerhed,” udtalte udenrigsminister Villy Søvndal i en pressemeddelelse onsdag. Læs videre…

Torsdag den 29. november stemmer medlemslandene i FN’s Generalforsamling om at tildele Palæstina såkaldt observatørstatus. Afstemningen forventes at resultere i et klart flertal for en opgradering af Palæstinas FN-status, hvilket bl.a. vil resultere i palæstinensisk deltagelse i samme forsamling samt adgang til Den Internationale Straffedomstol.

Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) opfordrer i dag den danske regering til at stemme ja til at optage Palæstina som FN-observatør. I en udtalelse skriver RIKO, at Danmark hermed vil sende et stærkt signal om behovet for en forhandlingsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt, som i de seneste uger er blusset kraftigt op. I udtalelsen lyder det:

Et dansk ja vil være en anerkendelse af den ikke-militære forhandlingslinje, som – desværre på mere og mere skrøbelig vis – repræsenteres af den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas. De seneste ugers kamphandlinger har især ramt civilbefolkningerne i Gaza og Israel – i det allerede nødlidende Gaza rapporteres over hundrede mennesker dræbt mens også adskillige israelere er døde som følge af raketangreb. Israels folkeretsstridige bosættelser fortsætter desuden med at hindre fredsprocessen. Læs videre…

Hvis de fastlåste internationale diskussioner om situationen i Syrien skal have noget håb om at rykke sig, kræver det at danske og vestlige medier opgiver tankegangen om, at “vi vil det gode, I vil det onde” og kaster et mere ærligt blik på det globale magt- og forhandlingsspil.

“Så længe Assad er ved magten, er FN reelt handlingslammet over for Syrien. Rusland og Kinas interesser i Syrien er for store.” Sådan kunne man læse i Berlingske den 20. juli 2012. “Russisk kynisme” lød overskriften på Politikens leder om Syrien to dage forinden. Uovervejede metaforer om benspænd og hjulkæppe har ligeledes fået frit løb i de danske mediers analyser af Kina og Ruslands rolle i den syriske konflikt og lammelsen i FN’s Sikkerhedsråd.

Den skepsis omkring militær intervention i Syrien, som Rusland sammen med Kina og andre store udviklingslande har lagt for dagen i FN’s Sikkerhedsråd, behandles således af medierne som værende aldeles uforståelig – eller det der er værre. Det har skadet debatten i en sådan grad, at resultatet er blevet én af de alvorligste blinde vinkler i dagens dækning af borgerkrigen i Syrien og de internationale forhandlinger om denne. Læs videre…

Det hjælper ikke at spekulere i, hvilken slags militær intervention vi skal kaste os ud i, når konflikter som den syriske står for døren, skriver jeg onsdag i en kommentar til Ræson. De udenrigspolitiske debattører har glemt begreber som diplomati og mægling, vurderer jeg, og jeg bruger her Politikens lederskribent Anders Jerichow som eksempel.

Der er i mediedebatten et ensidigt fokus på det militære indgrebs hvordan (bevæbning af oprørere eller direkte indgreb?) og hvornår (nu eller senere?). Dette svarer til at åbne værktøjskassen og overveje, om den store hammer eller den meget store hammer skal anvendes til at skrues skruer i, konkluderer jeg i kommentaren. Hele artiklen kan læses her. Læs videre…

Fra dagens udgave af Dagbladet Arbejderen:

FN og Amnesty International taler om tortur i libyske fængsler, Læger Uden Grænser har konkret trukket sig ud af fængslerne i byen Misrata af samme grund. Det østlige Libyen er ved at rive sig løs, mens der er kampe mellem de militser, som før bekæmpede den fælles fjende, Gadaffi.

Seks danske F-16-jagere deltog i Libyen sidste år. Det var det hele værd, mener tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V).

– Ja, nu følger jeg ikke Libyen mere, da jeg sidder i Skatteudvalget. Men med det forbehold vil jeg sige, ja, det var det hele værd. Vi var med til at forhindre, at en stor del af den libyske befolkning blev slået ihjel. Og når FN’s Sikkerhedsråd beder det internationale samfund om at gribe ind, er det klart, at vi måtte reagere, siger hun til Arbejderen.

Konsekvenserne

Søren Friis, der er medlem af bestyrelsen i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, er ikke så sikker på, at udenlandsk militær løsning var en god ide.

– Det tyder i hvert fald ikke på, at den tidligere forsvarsminister vil acceptere konsekvenserne. Det ser ud til, at de humanitære principper er meget svære at føre ud i livet. Der er i dag masser af fanger i libyske fængsler, og især sorte bliver forfulgt voldsomt, foruden at der er kampe mellem etniske- og klangrupper. Det er konsekvensen af at støtte den ene part i en borgerkrig på den måde, siger han til Arbejderen. Læs videre…

Indlægget forneden er skrevet for Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) og bringes i dag på RIKO’s website riko.nu. Det genproduceres her i sin helhed.

Ikke se, ikke høre: Om Danmark og situationen i Libyen

Danske beslutningstagere og medier er stolte af at have opnået amerikansk anerkendelse som en pålidelig militær partner. Men de er langt mindre villige til at forholde sig til konsekvenserne af militær indgriben, både før og efter F16-flyene er sendt af sted. Libyen er seneste eksempel.

FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, præsenterede i november en statusrapport om situation i Libyen. Af FN-rapporten fremgik det, at 7.000 politiske fanger på daværende tidspunkt sad indespærret i improviserede libyske fængsler, de fleste under de tidligere oprøreres kontrol, uden adgang til retshjælp.

Det høje tal beskrev dog ikke omfanget af den forfølgelseskampagne, som de ca. to millioner sorte afrikanere bosat i Libyen har været udsat for siden (og muligvis før) det libyske oprørs begyndelse for godt et år siden. Allerede sidste forår rapporterede en lang række medier i regionen således om de libyske oprøreres omfattende anholdelser af sorte, i mange tilfælde førende til tortur og drab.

Den britiske avis The Independent citerede FN-rapporten for at skrive, at sorte afrikanere udgjorden en stor del af de tilbageholdte. Rapporten fortsatte med at beskrive, hvordan beboerne i Tawergha syd for Misrata – tidligere beboet hovedsageligt af sorte libyere, nu en spøgelsesby – var blevet systematisk fordrevne og desuden har været udsat for både bortførelser og hævndrab.

Man kunne på trods af FN-rapportens meget alvorlige fund betegne sprogbruget heri som diplomatisk: I september beskrev den britiske Telegraph-journalist Andrew Gilligan de fremrykkende oprøreres overgreb mod Tawerghas mange tusinde indbyggere som en decideret etnisk udrensning. Læs videre…

Dagbladet Information bringer i dag en kommentar med overskriften “Tavsheden om de sorte libyeres skæbne er lammende,” skrevet af undertegnede. Et uddrag:

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon præsenterede for nylig [28/11] en statusrapport om situation i Libyen. I rapporten lyder det, at 7.000 politiske fanger på nuværende tidspunkt sidder indespærrede i improviserede libyske fængsler, de fleste under de tidligere oprøreres kontrol, uden adgang til retshjælp. Tallet beskriver dog ikke omfanget af den forfølgelseskampagne, som Libyens ca. to millioner sorte indbyggere har været udsat for over de seneste måneder. Allerede i foråret rapporterede en lang række medier i regionen således om de libyske oprøreres omfattende anholdelser af sorte, i mange tilfælde førende til tortur og drab.

BBC bemærker tørt om FN-rapporten, at mange af de nævnte fanger udgøres af ”subsaharianske afrikanere mistænkt for at være lejesoldater hyret af Gaddafi-regimet.” The Independent kommer problemets kerne nærmere ved at forklare, at et stort antal sorte afrikanere siden den libyske revolution er blevet dræbt og lynchet som straf for samme anklager. Læs videre…