NGO’ers historier om udviklingslandenes elendighed fastholder et negativt billede af situationen i den tredje verden. Det holder investorerne på afstand og umuliggør indirekte bæredygtig vækst og udvikling.

Et lille afrikansk barn sidder på den golde jord med fluerne kravlende omkring øjne, næse og mund. Øjnene er dovne, huden er støvet og rynket, og muskulaturen er nærmest væk, så man tydeligt kan se knoglernes struktur. Kun maven er stor og udspilet. Vi kender alle billedet. Vi har set det på hjemmesider, i foldere og i store indsamlingsshows på tv. Og det virker, gør det.

Mange hjælpeorganisationer har indset det, og forskningsresultater har bevist det – billeder af nødlidende børn giver flere penge i kassen. Så enkelt er det, og derfor benytter langt de fleste nødhjælpsorganisationer sig af at fortælle uhyggelige historier og vise skræmmende billeder fra verdens fattigste lande, når der skal samles penge ind. Men der er en bagside af medaljen. Læs videre…

Politiken bringer i dag en debatartikel skrevet af Signe Lau, Erling Dessau, Jens Windahl Pedersen og undertegnede (“Vi skal tænke langsigtet i Somalia”, debatsektionen, side 5). I indlægget foreslås der en mere langsigtet og udviklingsorienteret tilgang til Somalia. Her et uddrag:

For at komme pirateriet i Adenbugten til livs kræves der en mere udviklingsorienteret tilgang til Somalia, både fra dansk og international side. En tilgang, som bør indeholde mere end blot militære initiativer. Læs videre…

Den falske liberiske diplomat Mads Brügger er på en mission. Missionen er at rippe den bundkorrupte Centralafrikanske Republik for en god portion af landets diamantrigdomme, netop som talrige andre diplomater – af den mere eller mindre virkelige slags – før ham.

Om missionen kan gennemføres med instruktør og hovedrolleindehaver Brüggers liv i behold, det er det centrale spørgsmål i Ambassadøren, en gåseøjne-dokumentar i samme boldgade som Brügger og kompagnis Det Røde Kapel fra 2006. Svaret kan man nok gætte sig til, i det mindste delvist. Operationen lykkes (sådan da), og patienten overlever. Men at det kan lykkes, det er på sin vis selve filmens pointe.

“Journalist og dokumentarist Mads Brügger vrider genrebegrebet til det yderste i sin nye dokumentarfilm, Ambassadøren, hvor han forklædt som diplomat forsøger at udstille nogle af de mange problemer med korruption, magtmisbrug og nepotisme, som hærger i en fejlslagen afrikansk stat,” skrev Dagbladet Information i august som en tidlig forsmag på filmen.

Man kunne herudfra få det indtryk, at filmens formål er at udstille korruption og diplomatisk magtmisbrug i Afrika som helhed. Det er det ikke. Læs videre…

Vi skal stemme på torsdag. Det kan ingen vel være i tvivl om. Det vigtigste valg nogensinde. Et skæbnevalg, måske. Det siger kommentatorerne i hvert fald. Men selv om politikerne med røde og blå slips eller håndtasker gang på gang fortæller os, hvor meget der skiller dem ad, så er der stadig rigtig meget der samler.

Alle er enige om, at der skal investeres i sygehuse og grøn innovation, og at det er nødvendigt, at staten fremrykker nogle af disse investeringer for at holde Danmark kørende. Alt det vil ske, uanset hvem der får flest krydser på torsdag. På et punkt bliver valget dog et skæbnevalg – nemlig på ulandspolitikken. Lad mig forklare hvorfor.

Historisk konsensus

Lige siden vi i Danmark for første gang overhovedet begyndte at tale om udviklingsbistand efter Anden Verdenskrig, har der været konsensus omkring politikken bag. I den almindelige danske vælgers bevidsthed begyndte det hele måske sådan rigtigt for alvor, da Ungarnshjælpen blev iscenesat på tv i 1957. Bagved lå der en klar politisk konsensus om at “nødhjælp er godt”. Nogle vil endda påstå, at der var fælles forståelse for at sige “mere nødhjælp er bedre”. Læs videre…

Skal Danmark “tone rent flag” og støtte Libyens oprørere fuldt ud i kampen mod Gaddafi? Det spørgsmål har medierne beskæftiget sig meget med i de seneste uger, oftest med det ‘korrekte’ svar indbygget i selve spørgsmålets præmis: Når “melde rent ud”, “bakke 100 procent op” og lignende positive vendinger anvendes i et spørgsmål, har den adspurgte næppe mulighed for at svare andet end bekræftende.

Det var f.eks. tydeligt i sidste fredags Deadline på DR2, hvor socialdemokraten Mogens Lykketoft fik stillet netop det ovennævnte spørgsmål (se ca. 12.30 inde i udsendelsen her).

“Det er da meget muligt, at man snart skal tage det skridt,” lyder det fra Lykketoft, ligesom det også har lydt fra andre danske politikere. Det svar er der som sådan ikke noget galt med – de evt. folkeretlige problemer til side – da de færreste i dag stiller spørgsmålstegn ved det libyske oprørs grundlæggende berettigelse. Men før man tager det skridt at støtte oprørerne fuldt ud, kunne det måske være nyttigt at have samtlige fakta på bordet.

En historie fra Libyen, som de danske medier desværre har ignoreret – måske fordi den ikke har passet nydeligt ind i den større historie, man har ønsket at fortælle om oprøret – er historien om de hundredvis af sorte libyere, flygtninge og gæstearbejdere, som under det libyske oprør er blevet chikaneret, anholdt og til tider henrettet af medlemmer af oprørsbevægelsen. Læs videre…

Danmarks bistand til Benin, Cambodja og Zambia bliver udfaset over de næste tre år. Det meddelte udviklingsminister Søren Pind (V) Folketingets Udenrigsudvalg torsdag den 20. januar.

Beslutningen er en del af regeringens målsætning om at skære antallet af danske partnerlande ned fra 26 til 15. Man har allerede i 2010 truffet beslutningen om at udfase Danidas tilstedeværelse i Vietnam, Bhutan, Nicaragua og Bolivia, og udfasningen af bistanden til de tre lande i Afrika og Sydøstasien er således en fortsættelse af regeringens trinvise tilgang.

“Hvis vi vil have råderum til nye udviklingspolitiske prioriteter og større gennemslagskraft i de valgte partnerlande, må der udfases i andre,” udtaler Søren Pind i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet. “Det er således vigtigt at understrege, at det ikke er en straffeaktion, når det er besluttet at udfase fra Zambia, Benin og Cambodja. Det er et spørgsmål om at gøre det endnu bedre i de lande, hvor vi bliver.”

Zambia ligger lige nu placeret som nummer 150 blandt de 169 lande på FN’s Human Development Index. Benin ligger nummer 134 og Cambodja er nummer 124. De tre lande vil sammenlagt skulle undvære dansk udviklingsbistand for 1,3 milliarder kroner årligt. Læs videre…

Et nyt partnerskab mellem Danida og International Finance Corporation (IFC) skal styrke væksten i udviklingslandenes private sektorer, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse mandag.

Målet med den danske aftale med IFC, som er en del af Verdensbanken, er ifølge Udenrigsministeriet at sikre en øget investering i udviklingen af den private sektor i Sudan, Somalia og Zimbabwe. Læs videre…