“Jeg vælger den idealistiske udenrigspolitik,” skrev Kasper Elbjørn for en uge siden på sin blog hos Politiken. Baggrunden for Elbjørns valg er Lene Espersens – ifølge forfatteren – ‘realistiske’ og derfor utilstrækkelig idealistiske tilgang til udviklingerne i Mellemøsten.

Lene Espersens reaktion på hændelserne i Mellemøsten finder Elbjørn så anstødelig, at han erklærer den for et brud med de sidste tre årtiers danske udenrigspolitik. Idealismen vil med stor sandsynlighed blive pakket helt væk og realismen råde, hvis Danmarks udenrigsminister efter næste valg stadig hedder Lene Espersen, skriver Elbjørn.

Kasper Elbjørns indlæg må dog hovedsageligt betragtes som et historisk ensidet og gennemført inkonsistent forsvar for de af Espersens nylige forgængere, hvis udenrigspolitiske ‘linjer’ Elbjørn finder god grund til at foretrække. (Elbjørn er kommunikationschef i Saxo Bank, og er bl.a. tidligere sektionschef i Udenrigsministeriet samt Cepos-medstifter og Venstre-kandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2009.) I indlægget her kommenterer jeg kort på en række særligt, ja, lad os sige interessante passager fra Elbjørns blogindlæg.

Fra “Jeg vælger den idealistiske udenrigspolitik”,  Politiken.dk, 23. februar 2011:

For lang, lang tid siden – sådan virker det i hvert fald – skrev Politiken i en leder, at lige så markant udviklingsminister Søren Pind (V) er kommet i gang som chef for sit såkaldte ‘frihedsministerium’ lige så fraværende er Lene Espersen som udenrigsminister.

Det viste sig ikke at være helt korrekt.

Espersens udenrigspolitiske linje er bare markant anderledes end Pinds.

Hun synes at bekende sig til den realistiske skole i international politik, og dermed skiller hun sig ud fra de fleste af hendes forgængere på posten siden 1982.

Det fremgik af den kronik, hun lagde navn til i Politiken sidste weekend, men er især tydeligt, hvis man studerer hendes udtalelser vedrørende Jasmin-revolutionen i Mellemøsten. De repræsenterer et klart brud på den udenrigspolitiske linje, vi har kendt de sidste 25-30 år.

Danmark har mellem september 1982 og Lene Espersens (selv)udnævnelse i februar 2010 haft fire udenrigsministre. Hvilken af disse fire udenrigsministre, som skulle have været Elbjørns dybt uortodokse ‘realist’, afsløres først senere i indlægget. Men en af Elbjørns partifæller går som den første og væsentligste fri:

Siden Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister i 1980erne har vi i Danmark vænnet os til en stadig mere aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Aktivismen rummer mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os, og kombineret med Ellemann-Jensens eminente måde at takle medierne på, blev den cementeret i årene efter 1988.

I bund og grund gjorde Uffe Ellemann-Jensens ‘aktivistiske’ linje tilsyneladende, at han ifølge Elbjørn ikke var ‘realist’, ulig Espersen. Men at stille ‘realismen’ (en akademisk, teoretisk skole) og ‘aktivismen’ (et politisk opfundet begreb) over for hinanden som modsætninger giver på flere niveauer meget lidt mening: At et land uvægerligt vil forfølge muligheden for “at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk”, som Elbjørn formulerer det, er tværtimod blandt hovedsætningerne i netop den realistiske tilgang til internationale politik.

Dette står i modsætning til den liberale tilgangs traditionelle fokus på demokrati, menneskerettigheder og det internationale retssamfund. Groft sagt er liberalismen værdier hvor realismen er interesser, og liberalismens fokus er på samarbejde når realismens er på magt. Men det giver ikke mening at hævde, at tilhængerne af den ene tilgang – i den udstrækning, at ‘rene’ praktisører af de to (må man huske) teoretiske perspektiver virkelig findes – partout skulle være mest ‘aktivistiske’.

Om Ellemann-Jensen, dansk udenrigsminister i årene 1982-93, skriver Elbjørn videre:

Ellemann-Jensen kombinerede den nye, aktivistiske udenrigspolitik med en stadig mere idealistisk linje – især efter fløjlsrevolutionen og den Kolde Krigs afslutning i 1989-1991.

Med andre ord blev Ellemann-Jensen ifølge Elbjørn ‘stadig mere idealist’, men først så snart de ydre politiske omstændigheder tillod ham at blive det, hvilket vel at mærke var efter syv på posten som udenrigsminister. År, som var karakteriseret ved en forsigtig – men for Ellemann-Jensen uvægerlig – dansk støtte til USA i sikkerhedskonflikten mellem de to stormagter (en slags støtte, som man i realismen ofte giver betegnelsen ‘bandwagoning’).

Et kritisk spørgsmål kunne lyde, om den idealisme, som er betinget af en stormagts tilladelse, overhovedet er nogen rigtig idealisme? I realismen fnyser man hellere af sådanne spørgsmål og argumenterer for, at den magt-betingede idealisme netop er den eneste mulige form for idealisme. Akkurat som Ellemann-Jensen dengang gjorde og fortsat gør.

Kasper Elbjørn fortsætter:

Den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsatte under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med omfattende internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse. Der er dog ingen tvivl om, at den fremstod mest markant under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Argumentet her er, at Anders Fogh Rasmussen var den udenrigspolitisk “mest liberale” udenrigs-, undskyld, statsminister. Lad os se lidt på det. For fem år siden skelnede den danske forsker Georg Sørensen – måske med tanke på den daværende danske statsminister, men nok især på d’herrer Bush og Blair – mellem to former for liberalisme i international politik. Den ene kaldte han the liberalism of imposition og den anden the liberalism of restraint.

De to typer forklares i høj grad gennem deres respektive betegnelser. Hvor den ene er frembrusende omkring udbredelsen af de liberale værdier – menneskerettigheder, frihandel, osv. – er den anden tilbageholdende i anerkendelsen af, at netop det enkelte lands og individs selvbestemmelse også er et centralt liberalt princip. Den første type ligestilles ofte med neo-konservatismen; et begreb, som dog hovedsageligt giver mening i en specifik amerikansk, sikkerhedspolitisk kontekst.

Var den danske støtte til den neo-konservativt funderede amerikanske politik, især i tilfældet Irak, udtryk for en ægte solidaritet med Bush-regeringens liberale ‘værdier’ og samme regerings planer for udbredelsen af disse? Eller var støtten snarere udtryk for en ‘kynisk’, realistisk bandwagoning? Dette spørgsmål vil man nok diskutere i mange år fremover. (Specialet her er ét bidrag.)

Men når Kasper Elbjørn skriver om Danmarks “deltagelse i koalitionen, der befriede Afghanistan, og deltagelsen i Irak-krigen, der havde til formål at afsætte Iraks diktator Saddam Hussein og indføre en ny forfatning” (min fremhævelse), synes beskrivende ord næsten at svigte i samme grad som Elbjørns research og/eller hukommelse.

Elbjørn imødekommer dog argumentet om, at Fogh Rasmussens udenrigspolitiske linje “med en vis ret” kan kaldes “for en neo-konservativ udenrigspolitik, hvor man ovenfra indfører demokrati.”

Få afsnit senere vender han dog for en kort bemærkning tilbage til sin centrale tese om forskellen på Lene Espersens og hendes forgængeres udenrigspolitiske ‘linjer’, og her vender han på uforståelig vis sit argument på hovedet:

Jeg er ikke i tvivl om, at tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) er tilhænger af en liberal udenrigspolitik, og absolut ikke neo-konservativ. Anderledes synes det dog at stå til med hans partifælle, Danmarks nuværende udenrigsminister, Lene Espersen.

I et indlæg hvor Espersens såkaldte ‘realisme’ beklages, antydes det altså samtidig kraftigt, at Espersen tilmed er for neo-konservativ. Men neo-konservatismen er så absolut ikke det samme som realismen; snarere tværtimod. Her hopper kæden altså for alvor af for Elbjørns forsøg på at gøre Espersens udenrigspolitiske linje – i den udstrækning en sådan eksisterer – til symptomatisk for alt, hvad der er skidt i international politik.

Formålet med den mislykkede intellektuelle akrobatik bliver klart i det efterfølgende afsnit:

Konservative mangler ofte modet til ikke-planlagte forandringer
Mange konservative mangler ofte modet til at byde ikke-planlagte forandringer velkommen. Derfor er mange konservative politikere også tilhængere af den realistiske skole i international politik, som frem for alt vil opretholde magtforholdet mellem staterne i det internationale system. Se bare på den amerikanske præsident Eisenhower, Præsident Nixon og især hans udenrigsminister Henry Kissinger samt den første Præsident Bush. De er, ligesom Præsident Barack Obama, klassiske realister, og har en cyklisk historieforståelse: Kvalitative fremskridt i international politik er stort set umulige, og de, som forsøger, vil ofte ende som tabere.

Liberale er ofte mere idealistiske – nogle vil lidt ondt kalde os naive neo-Wilsonister efter den amerikanske Præsident Woodrow Wilson – og har lettere ved at acceptere ikke-planlagte forandringer som følge af frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Derimod vil liberale ofte være skeptiske overfor den neo-konservative linje, fordi den rummer en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder og dermed undergraver respekten for de værdier, som er målet.

Liberale er bedre til international politik end konservative – inkl. de amerikanske neo-konservative, begrebets egentlige betydning sat til side – er argumentet. Fair nok. Men det kræver som allerede nævnt en vis mængde anstrengelse at placere bl.a. George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen (samt forfatteren selv) på den ‘gode’ side, hvorimod de neo-konservative kræfter udelukkes og placeres i den modsatte kategori.

Hvad var f.eks. invasionen af Irak om ikke udtryk for en neo-konservativ strategi, hvor man netop – og her citerer jeg næsten Elbjørn ordret – “faldt for fristelsen” til (i én tolkning) at omskabe et samfund i bestemte idealbilleder? Og hvem stod for at udføre denne strategi om ikke præcis de statsledere, som Elbjørn her ønsker at male med flatterende penselstrøg?

Igen vender Elbjørn tilbage til sin centrale tese om “Lene Espersens udenrigspolitiske linje, der langt om længe – et år efter hun tiltrådte – får opmærksomhed i medierne”:

At Lene Espersen bekender sig til den realistiske skole i international politik viste sig især, da Jasmin-revolutionen for alvor brød ud i lys lue.

Hvor Uffe Ellemann-Jensen dyrkede frihedsbevægelserne og bevidst modarbejdede magthaverne under Fløjlsrevolutionen, fortalte Lene Espersen helt ublu i et live interview på TV2 News, at hun netop havde diskuteret situationen i Tunesien med sin kollega, der lige var afsat.

Det er uden tvivl blevet bemærket i de autoritære, olierige regimer i resten af Mellemøsten. Ikke mindst Kuwait, hvor den tidligere kollega opholdt sig.

Her forsøger Kasper Elbjørn at male et billede af Lene Espersen som ophavskvinde til en venligt stemt dansk politik over for de diktatoriske mellemøstlige regimer. Men i hvilken forstand hendes forgængere før februar 2010 i højere grad “dyrkede frihedsbevægelser og bevidst modarbejde magthaverne” i de samme lande, det melder historien helt centralt intet om. (Ej heller var Ellemann-Jensens afstandtagen til de kommunistiske regimer helt så entydig, som Elbjørn her forsøger at få det til at lyde.)

Udenrigsminister Lene Espersen undsagde ikke demonstrationerne i Mellemøsten i kronikken den 19.2., men det er værd at bemærke, at hun indirekte tog afstand fra den liberale linje, vi kender fra Uffe Ellemann-Jensens udenrigspolitik, ved ikke et eneste sted at nævne, at vi nu aktivt bør hjælpe araberne med at underminere de resterende diktaturstater, ligesom vi gjorde i Østeuropa de sidste år under den Kolde Krig.

Andetsteds gjorde Espersen nu netop dette ved at love dansk økonomisk støtte – ikke af overvældende proportioner, sandt nok – til menneskerettighedsbevægelser i Egypten og Tunesien.

“Det var dem, ikke os, der var medløberne,” var ofte kernen i Anders Fogh Rasmussens argumentation, når statsministeren talte dunder mod firsernes fodnotepolitik. Det samme retoriske greb anvender Elbjørn med fryd i næste afsnit:

Før 1982 var det ikke kontroversielt, at Gustav Rasmussen, der på forunderlig vis var udenrigsminister under både statsminister Knud Kristensen (V) og Hans Hedtoft (S), strittede imod medlemskab af Atlantpagten af den simple grund, at han frygtede Sovjetunionen, eller at udenrigsminister Kjeld Olesen (S) indstillede, at Rumæniens Nicolae Ceauşescu skulle have Elefantordenen, da han enten ikke ønskede eller havde fantasi til at forestille sig, at den kommunistiske diktator kunne blive væltet.

Læseren må formodes at skulle antage, at denne (ideologisk ladede) historiske gennemgang på en eller anden vis forholder sig til Lene Espersen. Koblingen kommer bare aldrig.

Efter 1982 har det sådan set kun været i de 11 måneder, hvor Mogens Lykketoft (S) var udenrigsminister, at realismen herskede, men udenrigsminister Lene Espersens linje er dog ikke kontroversiel udenfor landets grænser.

Her er der to påstande: 1) Mogens Lykketoft var realist (læs: ‘amoralsk’), og 2) Lene Espersens opførsel er ikke – som Elbjørn tilsyneladende ville ønske – kontroversiel uden for Danmarks grænser. Hvordan disse påstande forholder sig til hinanden, er det igen svært at gennemskue. Den første påstand vil jeg ikke bruge kræfter på, og den anden kunne muligvis forklares ved, at Espersens udenrigspolitiske linje på ingen måde har skilt sig særligt ud i en europæisk sammenhæng.

Elbjørn er enig, men synes at se dette som bevis på et komplot, hvor bagmændene – igen – er realister:

Jeg tror faktisk, mange af hendes kollegaer i Vesteuropa har fundet en politisk allieret, og det er formentlig også grunden til, at EU har været så stille de sidste uger. EU’s repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – og alle udenrigsministrene – var formentlig helst fri for al den ballade, som omvæltningerne i Mellemøsten skaber, og har derfor opfordret til dialog med magthaverne.

Sandsynligvis. Set med kyniske briller er alle politikere til enhver tid nok “helst fri for al den ballade.” Men hvordan ville Elbjørns højt besungne partifælle Anders Fogh Rasmussen have håndteret den nuværende ballade som dansk udenrigs-, undskyld igen, statsminister?

Det kan vi selvfølgelig ikke omskrive historien for at finde ud af. Men vi kan se på, hvordan Nato-generalsekretæren med samme navn rent faktisk håndterede den. Med højtravende løfter om demokrati og frihed til hele Mellemøsten? Nej, ikke denne gang.

Elbjørn skriver:

Jeg hører imidlertid til dem, der ikke blot ønsker at opretholde status quo, men derimod mener, at alle mennesker har ret til frihed, og at dialogen for lang tid siden blev afbrudt af magthaverne selv.

Jeg mener, det er langt mere interessant at finde ud af, om man bedst sikrer frihed og rettigheder ved at indføre demokrati fra oven, ligesom i Irak og Afghanistan, eller om det er revolutioner, som dem vi ser i Tunesien, Egypten, Bahrain, Libyen m.v., hvor man forsøger at opnå demokrati fra neden, der bedst sikrer frihed og rettigheder.

Det er “interessant at finde ud af, om man bedst sikrer frihed og rettigheder ved at indføre demokrati fra oven, ligesom i Irak og Afghanistan.” Javel. Her er det vist ikke nødvendigt med kommentarer. Befolkningerne i Irak og Afghanistan værdsætter uden tvivl Elbjørns interesse for en akademisk, trial-and-error-baseret tilgang til den militære idealisme.

Det er alt for tidligt at afgøre i dag, og måske vil konklusionen blive, at man kun kan opnå frihed og rettigheder, når der opstår en middelklasse, der er så stor, at magthaverne bliver nødt til at tildele dem frihed og rettigheder for at opretholde lov og orden, som tilfældet var i USA for over 200 år siden. Her var det de handlende købmænd og små jordejere, der gjorde oprør mod nye skatter og afgifter fra det britiske styre. […] Når vi kender udfaldet af omvæltningerne i Mellemøsten, ved vi, hvad vi skal bruge vores ressourcer på fremadrettet, hvis vi ønsker, at andre får samme frihed og rettigheder som os selv.

Ja, spændende, spændende. Man får helt lyst til at klø sig akademisk i sit hageskæg. Igen afventer befolkningerne i Irak og Afghanistan sikkert åndeløst resultaterne af Elbjørns historiske eksperimenter. Og hvis det så viser sig, at vi tog fejl, ja, så gjorde vi det jo blot i den bedste, mest idealistiske mening.

Efter at have læst Kasper Elbjørns indlæg, føles især begreberne ‘kynisme’ og ‘idealisme’ næsten lige så sammenrodede i ens hovede, som de er det i Elbjørns selvretfærdiggørende fantasier om udenrigspolitikken. Ordet ‘hykleri’ står dog tydeligt tilbage.