Efter forrige uges debatartikel i Information kom dronerne og den danske støtte igen på dagsordenen torsdag, da forsvarsminister Nick Hækkerup (S) i samme avis tilkendegav den holdning, at Danmark fremover skal bruge (endnu flere) af Forsvarets midler på indkøb af dronefly til kampopgaver.

“Jeg kan sagtens få øje på en række opgaver, som det vil være oplagt at anvende droner til i stedet for kampfly,” sagde Hækkerup til Information. “Droner er et relevant alternativ, især i sparetider, hvor de kan supplere kampflyene.” Hækkerup er også “åben over for, at Danmark anskaffer sig droner, der kan anvendes til at bombe fjendtlige mål,” skrev Informations Charlotte Aagaard i samme artikel.

Forsvarsministeren udtalte desuden: “Jeg vil helst udstyre soldaterne med de bedste våben og synes, det er helt i orden, hvis vi anvender droner til at bombe folk, der er ved at placere vejsidebomber i Afghanistan. Hvis det kan minimere risikoen for vore egne folk, har jeg ikke noget problem med at anvende droner.”

Problemet med Hækkerups vinkling er helt basalt, at det slet ikke er denne slags formål, som dronerne hidtil har været anvendt til. Dette belyser f.eks. den ovennævnte kommentar i Information af Poyâ Pâkzâd og undertegnede.* Nærmere har dronerne været anvendt til formål såsom bombninger af formodede terrorister og “militante” (ofte civile), som ikke har været i færd med at foretage sig noget af denne art, for slet ikke at nævne de såkaldte “crowd killings”, som Newsweek-journalisten Daniel Klaidman belyser i sin nylige bog om dronerne.

Derfor må man således formode, at Hækkerup enten er a) fejlinformeret om dronernes hidtidige anvendelse eller b) velvidende om denne, men alligevel forsøger en udlægning, der enten er bevidst svigefuld eller overdrevet idealistisk i sin betragtning om, hvad dronerne på nuværende tidspunkt bruges til og endda kan bruges til (mere om dette forneden).

“De bedste våben”

I opløbet til NATO’s Chicago-topmøde i maj besluttede partierne bag det danske forsvarsforlig at anvende (ifølge én opgørelse) 540 mio. kr. fra forsvarsbudgettet til indkøb af NATO-droner som del af det såkaldte Allied Ground Surveilance-projekt (AGS). Dermed valgte man indirekte at støtte og aflaste USA, som således kan vie yderligere ressourcer til droneangreb i f.eks. Pakistan og Yemen. Hækkerup fortalte kort efter pressen, at beslutningen allerede havde ført til stor tilfredshed i Washington, men han fandt det herudover ikke nødvendigt at argumentere for dens rigtighed.

I en kritisk kommentar i slutningen af Charlotte Aagaards artikel påpeger Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, at NATO’s overvågningsindsats under AGS allerede i dag udgør et problem, fordi oplysningerne f.eks. anvendes af Tyrkiet til at bombe formodede kurdiske oprørere (som – igen – har vist sig at være civile). Meget sigende for den ukritiske danske mediedækning er dette helt udeladt af nyhedsbureauernes forkortede udgaver af samme artikel.

I en længere debattråd hos fagavisen Ingeniøren stilles der desuden alvorlige spørgsmålstegn ved, om dronerne nu i virkeligheden også udgør “det bedste våben” (citat Hækkerup) for det danske forsvar, eller for den sags skyld noget andet lands. Bl.a. peger flere kommentatorer med erfaring med dronerne på, at deres omkostninger er blevet kraftigt undervurderet af politikere og officerer mens deres præcision, effektivitet og præstationsevner er blevet tilsvarende overvurderet.

“Billig og risikofri krigsførelse”

I søndagens udgave af DR2′s Deadline var dronerne igen til diskussion, denne gang uden deltagelse af politikere (eller partiske “militæranalytikere”) men i stedet mellem studievært Martin Breum og forskeren Jens Ringsmose fra SDU’s Center for War Studies. Flere af udvekslingerne i indslaget er værd at bide mærke i, ikke mindst for hvad de afslører om de danske mediers vinkling på dronespørgsmålet.

Anledningen for indslaget (se ca. 11:00 inde i udsendelsen) var naturligvis Hækkerups “kærlighedserklæring til dronerne” (citat Deadlines redaktion, ikke jeg). Den foregik inden for rammerne af det overordnede spørgsmål, om det nu også kunne passe, at dronerne gjorde krigen “billig og risikofri”. Angående det “billige” blev der i det indledende speak nævnt en pris på 30 mio. kr. per drone sammenlignet med et eksempel på et dyrt kampfly med en prisseddel på næsten 750 mio. kr. – bl.a. i lyset af ovennævnte diskussion hos Ingeniøren må man dog stille alvorlige spørgsmål ved rigtigheden af disse tal.

“Risikoen” blev også kort nævnt i det indledende speak, nemlig de 2.000-3.000 ofre for dronekrigen, som New America Foundation allerede i 2004 regnede sig frem til, længe før Barack Obamas optrapning af bombningerne.

Indledningsvis i selve interviewet blev Ringsmose bedt om at forholde sig til muligheden for, at Danmark erhvervede sig deciderede angrebsdroner, hvilket han anså som “sandsynligt på sigt.” Breum bad derefter sig gæst kort redegøre for modstanderne mod dronernes hovedargumenter, hvilket Ringsmose sympatisk men med lidt humoristisk effekt kogte ned til en ren hypotetisk frygt for, at dronerne i fremtiden vil gøre det “for let at gå krig” samt frygt for at politikerne “fristes til at gribe til væbnet magt” uden at lade den diplomatiske proces gå sin gang.

“Interessante” civile tab

Martin Breum godtog derefter en af tilhængernes væsentligste præmisser ved at hævde, at dronernes angreb let kan “målrettes mod enkeltpersoner og enkelte grupper” og dermed ramme relativt små mål uden væsentlige civile tab. Dette imødegik Ringsmose ved at påpege, at et droneangreb måske isoleret set forårsager færre civile tab end et angreb med jagerfly, men at der på grund af det høje antal droneangreb alligevel forekom flere civile tab samlet set. “Interessant,” bemærkede Breum åndsfraværende, før han skiftede emnet til en mere filosofisk diskussion om, hvorvidt angreb med fjernstyrede fly mentalt “tager os længere væk” fra krigen. Sandsynligvis ikke et spørgsmål af nogen større relevans for de netop let forbigåede ofre.

Efter dette forsøgte Breum sig igen med det drone-positive argument, at det er “lige før, man [dvs. dronerne] kan identificere enkeltpersoner.” Ringsmose svarede meget sigende: “Det arbejder man med i øjeblikket.” Man må om noget bide mærke i dette “lige før” og svaret “det arbejder man med i øjeblikket,” når man skal vurdere (sandheds)værdien af forsvarsministerens argumenter, som udlagt foroven.

“I terroristernes hænder”

Deadline-værten bevægede sig slutteligt videre til spørgsmålet om, hvorvidt dronerne “kan falde i terroristernes hænder” og underforstået komme til at ramme “os” snarere end “dem.” Dette efter kort forinden at have børstet Ringsmoses snak om civile dødsfald bort som “interessant” men ikke yderligere bemærkninger værd.

Der foregår således en meget interessant mental ruminddeling: Civile drabstal er i virkeligheden kun interessante, så længe det er vores civile, der er tale om. Her udfolder det journalistiske identifikationskriterium sig i al sin odiøse flor. For at omformulere Breum: “Javist, droneangrebene har kostet utallige liv i andre lande, men hvad nu hvis det kommer til at gå ud over dig?”

Helt objektivt (og med identifikationskriteriet skubbet til side) tvinges man til at spørge: I den grundlæggende forstand, at de anvendes til at udøve terror mod civilbefolkninger, er dronerne så ikke netop allerede “i terroristernes hænder”?

—

*Fra kommentaren: “Der findes utallige eksempler på civile dødsfald. Wall Street Journal har for nylig rapporteret, at det var billeder fra en amerikansk drone, der i december førte til det tyrkiske luftvåbens drab på 34 civile landsbyboere, der befandt sig i nærheden af irakisk-tyrkiske grænse. I november beskrev The Guardian droneangrebet på ’fire oprørere’ i Waziristan, der viste sig at bestå af den 16-årige Tariq Aziz og hans 12-årige fætter, der blev dræbt af et Hellfire-missil efter et besøg hos deres tante. Dagen før var fire civile mænd blevet dræbt i en bil på vej hjem fra arbejde. I begge sager vurderes det, at en lokal informant ’taggede’ bilerne med en GPS-sender og løj om deres ejermænd for at hæve den rundhåndede CIA-dusør. [...]

Ifølge tilgængelige optællinger har droneangrebene resulteret i over 2.000 døde, men det er umuligt at sige noget præcist om antallet af oprørere heriblandt. Langt de fleste dræbte bliver aldrig identificeret, og ligene er ofte uigenkendelige for familierne. Begrundelserne over for familierne består ofte af vage påstande om, at de dræbte f.eks. indgik i “mønstre af mistænkelig adfærd”.”