Fra september 2010 til maj 2011 skrev jeg om de mange facetter i dansk udenrigspolitik for Magasinet Europa. Magasinet er nyligt genlanceret og ældre artikler er derfor lagt offline, men visse indlæg syntes jeg var værd at bevare. Disse genoptrykkes i løbet af maj 2012 på Udenriget.dk under tagget ‘Europablog’. Nedenstående er syvende og sidste i rækken, oprindelig bragt hos Magasinet Europa 30. maj 2011.

S og SF vil skabe ny dansk sikkerhedspolitik

Danmark har brug for nye sikkerhedspolitiske værktøjer ud over de militære, mener S og SF. Derfor foreslår de to partier i deres alternative 2020-plan at oprette en ny sikkerhedspulje på 1,5 mia. kr., som skal bruges til at opgradere Danmarks ikke-militære indsats over for sikkerhedsproblemer i (og måske især fra) Mellemøsten, Asien og Afrika.

S og SF vil ikke bruge den nuværende danske udviklingsbistand til at føre sikkerhedspolitik, lyder det i oplægget. Derfor er der behov for en separat pulje, som ifølge partierne skal give Danmark “et nyt og effektiv værktøj i den sikkerhedspolitiske værktøjskasse – et værktøj, som lukker hullet mellem den “hårde” militære sikkerhedspolitik og den “bløde” fattigdomsorienterede udviklingspolitik.”

Forslaget om den nye sikkerhedspulje optræder på side 56-57 i planen Fair Løsning 2020, hvor det efterfølger et bredere forslag om nedskæringer på ca. 10 pct. i det danske forsvar. Det indgår også under samme hovedoverskrift som forsvarsnedskæringerne, nemlig “Effektivisering af forsvaret og ny sikkerhedspolitik.”

Hvor forslaget om besparelser og effektiviseringer i forsvaret umiddelbart fremstår som klassisk SF-politik, er det dog helt tydeligt socialdemokratisk blod, der løber igennem venerne i planen om en “ny sikkerhedspolitik”. Der er nemlig tale om et forslag, som holder skarpt fokus på Danmarks egeninteresse i en positiv, demokratisk udvikling i især den arabiske verden.

Planen om den nye sikkerhedspulje indeholder med andre ord mere DNA fra de unge ‘høge’ på venstrefløjens højreflanke end de gamle fredsaktivistiske, forsvarskritiske ‘duer’ på dens rødeste grene.

“Formålet med puljen er meget klart: Den skal bruges til at fremme Danmarks langsigtede sikkerhedspolitiske interesser – herunder forebyggelse af terrorangreb på dansk jord – og opbygge stabile og demokratiske retsstater i vores nærområde,” lyder det fra S og SF.

“Belært af begivenhederne i Nordafrika er vi nødt til at udvikle vores indsats i denne region. Danmark og hele den vestlige verden har en klar interesse – ikke mindst sikkerhedspolitisk – i en positiv udvikling i denne region,” fortsætter planen.

Sådanne formuleringer har – helt uhørt – fået udenrigsminister Lene Espersen (K) til at kritisere venstrefløjsplanen fra venstre flanke. Udenrigsministeren udtaler, at hun er glad for, at S-SF ligesom regeringen mener, at det er vigtigt at bakke op om reformkræfterne i Nordafrika og Mellemøsten. Men man skal ikke glemme fattigdomsbekæmpelsen, siger Espersen den 15. maj til Ritzau: “Vi skal være påpasselige med at hælde uanede mængder af ressourcer ned over lande, som ikke lever med samme fattigdom, som vi ser den i for eksempel andre dele af Afrika.”

Altså samme beskyldning om at glemme fattigdomsbekæmpelsen, som venstrefløjen har rettet mod regeringen de seneste ti år (og som den nuværende udviklingsminister Søren Pind – meget apropos – har afvist blankt).

Men er kritikken fra venstre flanke berettiget? Både og. For det første er det ingenlunde verdens mest konkrete plan, S og SF her lægger på bordet. Alene det faktum, at en plan som med egne ord ønsker at fremlægge en “ny sikkerhedspolitik” kun fylder små to sider, taler sit eget tydelige sprog. En uspecificeret ‘civil indsats’ i lande som Libyen, Egypten og Tunesien er det mest håndfaste, der bydes på her.

Man kan – lidt sat på spidsen – få det indtryk, at Danmarks fremtidige ikke-militære tilstedeværelse simpelthen skal forstås som en ikke-tilstedeværelse, hvor man blot yder økonomisk fjernstøtte til forskellige demokratiske kræfter. Øget diplomatisk støtte, konfliktløsende støtte og fredsbevarende støtte nævner planen intet om.

På den anden side kan man ikke beskylde planen for at tilsidesættelse fattigdomsbekæmpelsen. Det nævnes flere gang eksplicit, at S og SF sideløbende med sikkerhedspuljen ønsker at styrke den eksisterende udviklingsbistand ved at målrette den mod netop fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling. At love både i pose og i sæk har aldrig været blandt hverken rød eller blå bloks største udviklingspolitiske udfordringer, hvad end de praktiske problemer med en sådan politik så måtte være i udviklingslandene.

Dog holder S og SF sig ikke for gode til at fifle lidt med bistandsvægtskålen, måske inspireret af den nuværende regering. De to partier vil som nævnt ikke bruge den danske udviklingsbistand til at føre sikkerhedspolitik, skriver de. Alligevel lyder det senere i planen, at størstedelen af midlerne til den nye sikkerhedspolitik “vil opfylde de internationale kriterier for udviklingsbistand og vil således bidrage til målsætningen om at optrappe den danske udviklingsbistand til 1 pct. af BNI.” (For at omformulere fra foregående afsnit: At både blæse og have mel i munden har heller aldrig været blandt hverken rød eller blå bloks største udviklingspolitiske udfordringer.)

Men det danske fokus på fattigdomsbekæmpelse ser nu alligevel ud til at slippe igennem et evt. regeringsskifte ubeskadiget. Om det øgede fokus på egne sikkerheds- og udenrigspolitiske prioriteter i den alternative 2020-plan er en etisk forsvarlig kurs, ja det er så en anden sag. Hos f.eks. Mellemfolkeligt Samvirke er man i tvivl.

“Det er vigtigt at støtte de fantastiske folkelige bevægelser for demokrati og udvikling, vi ser for tiden. Men jeg synes, at det er skævt, når man gør det af nationale sikkerhedspolitiske årsager. Demokrati og menneskerettigheder og beskyttelse mod undertrykkelse og tortur bør være et mål i sig selv i udviklingspolitik,” siger generalsekretær Frans Mikael Jansen den 17. maj 2011 til Kristeligt Dagblad.

Et par yderligere citater om planen (som ikke længere er tilgængelig online):

“Når man tænker på, hvad verden har ofret af penge og menneskeliv i udsigtsløse krige, så er det oplagt at skifte kurs og hjælpe bølgen af folkelige demokratikrav på vej i Nordafrika og Mellemøsten. Også for vores egen sikkerheds skyld [...] Den allerbedste forebyggelse af terror og ekstremisme er at sikre, at vi har udviklede lande i vores nærområde.”  – Villy Søvndal (SF), Ritzau, 15. maj 2011.

“De har ret i, at stabilitet i områderne omkring os og de områder, som usikkerheden kommer fra, selvfølgelig vil styrke den internationale sikkerhed og dermed også sikkerheden i Danmark.” – Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Center for Militære Studier (KU), Ritzau, 15. maj 2011.

“Der er de seneste år sket en militarisering af udviklingspengene. De følger i højere grad hæren. Derfor er jeg kritisk over for at sende flere penge af sted ud fra en sikkerhedspolitisk dagsorden. Og jeg synes, at det er absolut nødvendigt at se på de fattigdomsorienterede udviklingsmidler.” – Jann Sjursen, generalsekretær for Caritas, Kristeligt Dagblad, 17. maj 2011.

“Det nye S-SF forslag i de to partiers ’2020-plan’ om oprettelse af en “Pulje til Ny Sikkerhedspolitik” i milliard-størrelsen må hilses velkomment som et perspektivrigt, og sandsynligvis mere virkningsfuldt, alternativ til underordning af udviklingsbistanden i forhold til militær indsats.” – Rådet for International Konfliktløsning (RIKO), 18. maj 2011.