Fra september 2010 til maj 2011 skrev jeg om de mange facetter i dansk udenrigspolitik for Magasinet Europa. Magasinet er nyligt genlanceret og ældre artikler er derfor lagt offline, men visse indlæg syntes jeg var værd at bevare. Disse genoptrykkes i løbet af maj 2012 på Udenriget.dk under tagget ‘Europablog’. Nedenstående er nummer seks i rækken, oprindelig bragt hos Magasinet Europa 14. februar 2011.

Mere europapolitik, mindre europataktik

Den 4. februar 2011 annoncerede Tyskland og Frankrigs statsledere en vidtgående plan for eurozonen, udformet mellem de to lande selv, nemlig den såkaldte “Competitiveness Pact”. Hvis pagten vedtages blandt eurolandene, vil den ifølge kommentatorer skabe en decideret finanspolitisk union oven i eurozonens monetære samarbejde. Her et par noter og spørgsmål om den danske respons.

Fem dage senere sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen under en debat i folketingssalen, at Danmark som svar på den tysk-franske pagt kan blive nødt til at genoverveje sin stilling til euroen og det danske forbehold inden for den kommende tid: “Vi har et forbehold. Men nu ser vi konturerne af et samarbejde med afsæt i eurozonen, som tager til i omfang og dybde, og som meget vel kan aktualisere vores overvejelser om vores egen position i forhold til euroen,” sagde Løkke Rasmussen vagt.

Statsministeren understregede dog, at regeringen ikke har truffet nogen beslutning om et eventuelt opgør med det danske euro-forbehold, og heller ikke vil gøre dette før et såkaldt eurozonetopmøde i marts. Alligevel mente han, at der allerede nu er “lagt kimen til noget her, som vi må følge bredt i det europapolitiske flertal i Folketinget.”

Løkke Rasmussens udtalelser faldt efter, at han dagen forinden havde sagt, at den danske regering vil satse kraftigt på at præge den nye europagt, uden dog at tage stilling til, om Danmark direkte skal tilslutte sig pagten i dens endelige form. Både SF og Dansk Folkeparti meldte i den foregående uge ud, at en dansk tilslutning ikke bør ske uden en forudgående folkeafstemning (som de dog også er skeptiske overfor).

I stedet for at hoppe med på den tysk-franske vogn mente oppositionens leder Helle Thorning-Schmidt, at Løkke Rasmussen i højere grad skulle gå op imod de store landes dominerende tilgang til de europæiske finanser: “For det første ved at sige til de store lande, at det ikke er i overensstemmelse med den måde, vi normalt gør tingene på, at de bare prøver at bestemme det hele. Og så selvfølgelig også prøve at gøre sin indflydelse gældende i forhold til indholdet.”

Thorning-Schmidt “vil dog ikke svare klart på, om hun lige nu vil anbefale danskerne at stemme ja, hvis det bliver aktuelt,” skrev Ritzau.

Bl.a. Dansk Industri har indtil videre meldt sig under den positive fane. Her mener man, at det er i Danmarks interesse at tage Tyskland på ordet, når man herfra udtrykker åbenhed over for, at ikke-eurolande også deltager i pagten. Helst ser man dog, ligesom hidtil, at de dansk EU-forbehold bliver afskaffet.

Stemningen blandt befolkning og (derfor også) blandt ‘kommentariatet’ ser dog ud til at være på den skeptiske side. Modstanden mod euroen er lige nu den største i næsten femten år, viser en Gallup-måling. 41 procent af befolkningen er for, mens 50 procent er imod.

Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen ser tre grunde til, at en afstemning om euro-forbeholdet ikke vil blive aktuel. For det første løber tiden ud for Løkke, der ikke har tid til at forberede danskerne på kronens afskaffelse inden næste folketingsvalg. For det andet modstanden fra Dansk Folkeparti, en front hvor statsministeren ikke ønsker at åbne en “betændt konflikt på et så vitalt område” (hmm… har Larsen måske glemt den ligeledes betændte konflikt, som Løkke for nylig åbnede på efterlønsfronten?) Den sidste grund er modstanden fra SF, som ifølge Larsen kontrollerer for mange af de afgørende stemmer til at sidde udenfor.

Hvis man læser mellem linjerne er dommen fra kommentariatet (groft repræsenteret her ved Thomas Larsen) den samme som altid:  Hvis meningsmålingerne og ‘stemningsloddet’ siger nej, så er det bare med at rette ind. Vurderingen er altså, at Løkke på nuværende tidspunkt “ikke tør tage et euro-opgør,” som Berlingskes overskrift proklamerer.

Men: I stedet for kun at diskutere, hvad de danske beslutningstagere tør på den europæiske front, ville det så ikke være mere naturligt først at diskutere, hvad vi i Danmark bør? Ja, kampen om euroen er også en del af “det indenrigspolitiske spil”, som vi lidet dybsindigt mindes om gang på gang. Men kunne man ikke alligevel gøre plads til en sætning eller to om substansen i mediedækningen? Og ikke kun omkring euroen. Ligegyldigt hvad man så mener om dette faktum, handler den tysk-franske “Competitiveness Pact” jo netop om mere end bare den monetære union.

Fra EUobserver er her lidt blandede fakta og spekulationer om pagten, som præsenteres i marts, og dens betydning for det europæiske samarbejde: Pagten vil tilsyneladende lægge op til 1) en harmonisering af erhvervsbeskatningen i eurozonen, 2) en fjernelse af inflationsregulerede lønoverenskomster, 3) en fælles pensionsalder på 67 år, og 4) et loft over offentlige lån og staternes gæld, designet efter nylig tysk model. Altså alt i alt et kraftigt ryk i retning af en fælles finanspolitik.

Kunne det derfor ikke være fordelagtigt at diskutere værdien af de konkrete tiltag, som er på bordet lige nu, før vi tager endnu en runde i euro-karrusellen? Interessant nok mener Helle Thorning-Schmidt, at statsministerens positive udmeldinger ikke kun handler om økonomisk taktik. De handler også om økonomisk ideologi, synes hun indirekte at foreslå. Ifølge hende kan statsministeren – med Ritzaus ord – “have en dagsorden om at bruge de andre EU-landes økonomiske politik som argument for regeringens egen politik.”

“Man holder EU op foran sig og bruger EU som argument for at føre en bestemt økonomisk politik,” siger Thorning-Schmidt. Og heri har hun jo en pointe.

Den tysk-franske pagt støttes godt nok af en socialdemokratisk regering som Zapateros i Spanien, men den konservativt-liberale plan er vel næppe udtryk for den eneste sande, objektive og politisk indiskutable vej til økonomisk ‘ansvarlighed’. Planens centrale figurer, såsom den konservative Sarkozy, den kristendemokratiske Merkel og den vigtige liberale økonomikommissær Olli Rehn er ikke upartiske embedsmænd eller økonomer, de er også politikere.

Lad os med dette og forslagets substans in mente få en debat i gang om fremtidens danske europapolitik og ikke kun om den danske europataktik.