Fra september 2010 til maj 2011 skrev jeg om de mange facetter i dansk udenrigspolitik for Magasinet Europa. Magasinet er nyligt genlanceret og ældre artikler er derfor lagt offline, men visse indlæg syntes jeg var værd at bevare. Disse genoptrykkes i løbet af maj 2012 på Udenriget.dk under tagget ‘Europablog’. Nedenstående er nummer to i rækken, oprindelig bragt hos Magasinet Europa 12. oktober 2010.

Den færøske hvalfangst og udenrigspolitikkens anatomi

Mens mit første indlæg her på bloggen forsøgte at skabe et bredt overblik over dansk udenrigspolitik anno 2010, vil jeg her forsøge at bevæge mig mere ned i dybden i en enkelt udenrigspolitisk sag. Eller måske rettere gå i dybden med spørgsmålene: Hvad udgør en udenrigspolitisk ‘sag’? Og hvornår bliver en sag til en decideret ‘krise’?

Et godt eksempel på en nylig sag, der endte på udenrigsministerens bord, er spørgsmålet om den færøske grindefangst. Sagen er interessant, fordi den viser, at udenrigspolitik samtidig kan handle om både interessepolitik og værdipolitik. Den siger også noget om, at et vellykket diplomati også må tage hensyn til medierne, ikke-statslige aktører og den internationale opinion. Den demonstrerer desuden på flere måder, at udenrigspolitikken ikke altid kan skilles fra indenrigspolitikken. Sagen om den færøske hvalfangst er af alle disse grunde spændende at dissekere.

Sagens kronologi

Den 27. juli 2010 kunne den liberale amerikanske hjemmeside Huffington Post løfte sløret for hvad der i overskriften blev kaldt en “massakre” og i selve artiklen en “brutal nedslagtning” af 236 grindehvaler på Færøerne. Kilden til historien var en undercover-aktivist fra Sea Shepherd Conservation Society, som fire dage tidligere havde fået en (temmelig blodig) optagelse af en massefangst ved Klaksvík i kassen.

Artiklens forfatter konkluderede hurtigt – med henvisning til blandt andet fotografiske beviser på, at også drægtige hvaler (og dermed fostre) blev slagtet ved fangsten – at ”something is indeed very rotten in Denmark.” Artiklen igennem kritiseredes Danmark, ikke kun Færøerne, i skarpe vendinger. Her begynder sagen.

Tre dage senere trykker den britiske formiddagsavis The Sun en artikel meget lig Huffington Posts, hvor der ligeledes tales om en “brutal nedslagtning” og desuden spilles bogstaveligt på det journalistiske nærhedskriterium. F.eks. kan man læse følgende underrubrik: ”The disembowelled bodies of brutally slaughtered whales line a dockside just 230 miles from Britain – as families with children wander among them.” Udover den moralske fordømmelse har artiklerne det til fælles, at de retter en skarp juridisk kritik af Danmark (mere om dette forneden).

Sandsynligvis også på baggrund af henvendelser fra Sea Shepherd skriver 13 danske og internationale miljø- og dyreværnsorganisationer samme dag under på en udtalelse, der stærkt fordømmer de færøske fangstmetoder. Udtalelsen er dog rettet mod den “færøske regering” og nævner ikke Danmark. Desuden tyder intet i de kommende uger dog på, at man fra officielt udenlandsk hold er i oprør over afsløringerne. Politiken trykker en uge senere en artikel med vinklen “Færinger ser stort på risiko ved hvalkød”, men kritikken fra de udenlandske medier og miljøorganisationer får ikke plads i historien, og når dermed ikke de danske medier. Allerede her ser det ud til, at sagen kunne være endt.

Den 16. september puster en prominent Facebook-bruger dog uforvarende ild i sagen igen. Den danske statsminister har valgt denne dag til at annoncere på det sociale medie, at han sammen med fru Sólrun Løkke Rasmussen vil aflægge et officielt besøg til Færøerne få dage senere. Efter en kort række intetsigende lykønskninger fra statsministerens (relativt gråhårede) fanskare kommer en helt anden reaktion: “Kære statsminister, bør Danmark ikke snart tage stilling til kritikken af færingernes hvalfangst – det er også vores ansvar. Så vidt jeg ved dræbes ca. 1000 grindehvaler årligt og udover at skade bestanden, bliver mange af dem dræbt inhumant. Eftersom grindedrab ikke har nogen større økonomisk betydning, kunne de måske holde traditionen i hævd ved blot at dræbe – lad os sige- 50 stykker?”

Derefter ruller bølgerne i diskussionen heftigt over mere end 100 kommentarer, altså et omfang, som statsministerens kommunikationsstab ikke har kunnet undgå at lægge mærke til. Igen går der alligevel fjorten dage, før der sker yderligere. Denne gang er det udenrigsministeren, der offentliggør et besøg til Færøerne. Nu er tonen dog temmelig kontant, omend besøgets formål ikke nævnes direkte. I pressemeddelelsen lyder det først, at Lene Espersen under besøget vil “drøfte udenrigspolitiske emner af interesse for Færøerne samt orientere de færøske myndigheder om Rigets udenrigspolitik” (min fremhævning).

Teksten fortsætter: “Besøget er et fast element i samarbejdet mellem rigsmyndighederne og de færøske myndigheder. Der er planlagt en samtale mellem Udenrigsministeren og Færøernes vicelagmand Jørgen Niclasen, der har udenrigsanliggender som sit ansvarsområde, om aktuelle udenrigssager af særlig interesse for Færøerne, herunder Færøernes forhold til den europæiske integrationsproces.”

Under besøget et par dage senere bliver det mere konkret, hvilket udenrigspolitisk emne Lene Espersen har villet ‘orientere’ de færøske myndigheder om. Ritzau skriver:

Lene Espersen mødtes med Færøernes vicelagmand, Jørgen Niclasen, der har udenrigspolitik som sit ansvarsområde, og Espersen forsøgte igen at overtale færingerne til at forstå, at der er behov for begrænsninger.

»Jeg har gjort meget for at forklare, at både i den danske befolkning og i det danske folketing er der meget stor modstand mod hvalfangst. Omvendt er der ingen tvivl om, at der er meget stor folkelig opbagning til at fortsætte hvalfangsten heroppe«, siger Lene Espersen og tilføjer:

»Det gør det vanskeligt at finde fælles positioner«.

Ret og interesser

Men vent lidt – lad os spole tilbage: Rigets udenrigspolitik? Færøernes forhold til den europæiske integrationsproces? Hvad har det med hvalfangst at gøre? For at forstå, hvad der menes her, må vi forlade det kronologiske spor og i stedet kigge på sagens juridiske aspekter. The Sun skrev 30. juli: “Pilot whales are classified as “strictly protected” under EU rules. The Faroes are a protectorate of Denmark and Sea Shepherd says the Danes are failing in their obligation by allowing the slaughter to continue.”

Den første sætning er noget upræcis. Den ‘EU-regel’, der hentydes til, er nemlig den såkaldte Bern-konvention (“Convention on the Conservation of European Wildlife and Natural Habitat”), som ikke er nogen EU-lov, men derimod en konvention som mange medlemslande af Europarådet (ikke at forveksle med EU’s ministerråd), heriblandt Danmark, har underskrevet. Og her bliver sagen rodet. Både The Sun, Huffington Post, Politiken og den danske blog EU Zoo virker til at være enige om, at Færøerne er specifikt ekskluderet fra Bern-konvention. Alligevel er de udenlandske medier sympatiske over for aktivisternes synspunkt om, at Danmark har en forpligtigelse til at håndhæve de gældende regler indenfor dets grænser.

Efter en Sea Shepherd-aktivist 1. september foretog en politianmeldelse af Danmark (til politiet i Vejle!) skrev Politiken, at Danmark godt nok har ratificeret Bern-konventionen, “men i den forbindelse blev det specifikt ført til protokol, at den ikke omfattede Færøerne og Grønland.” Dette er imidlertid ikke helt korrekt. ‘Protokollen‘ indeholder ikke nogen sådan anmærkning. Men man kan med en vis sikkerhed sige, at Bern-konventionen nok alligevel er temmelig irrelevant her, da kun konventionens underskrivere (dvs. staterne) kan ‘anmelde’ hinanden i konventionens ledende råd. Det er, så vidt jeg har kunnet finde frem til, aldrig sket.

En anden og måske vigtigere semi-juridisk instans er den Internationale Hvalfangstkommission (IWC), hvor Danmark, Færøerne og Grønland taler med fælles (dansk) stemme, til Færøernes store utilfredshed. Når Danmark har været ude af stand eller uvillig til at ‘forsvare’ den færøske ret til hvalfangst er det tidligere sket med henvisning til manglende opbakning i IWC. Problemet er dog, at IWC ikke har nogen håndhævende autoritet og ikke er bakket op af nogen forpligtende traktat. Derfor må vi konkludere, at der også ligger noget interessepolitik i Espersens (omend noget milde) kritik af Færøerne.

Sandsynligvis er der i denne sag tale om et ønske fra Udenrigsministeriets side om at bevare Danmarks image udadtil, ikke en frygt for reelle juridiske sanktioner. Tilsyneladende er det denne overvejelse, der har gjort, at har Espersen valgt at fortælle færingerne hvor skabet skal stå, i hvert fald i til en vis grad. (Meget tyder dog på, at der internt i regeringen også er tale om en reel værdipolitisk uoverensstemmelse mellem den konservative udenrigsminister og den liberale statsminister omkring færingernes ret til fri fangst.)

Moral og konsekvenser

Og hvad med moralen? Man må konkludere, at hvalernes behandling – sagens egentlige moralske kerne – kun har spillet en mindre rolle i den udenrigspolitiske beslutningstagen. Derudover rummer sagen selvfølgelig også et andet etisk aspekt: Man kan diskutere, om det er korrekt for Danmark at vælge en mere eller mindre streng, formynderisk og ‘imperialistisk’ linje, hvor Færøerne simpelthen afkræves kæft, trit og retning. Men fra et rent interessepolitisk synspunkt må og skal Danmark selvfølgelig styre Rigsfællesskabet med hård hånd, hvis ansigtet udadtil altså skal bevares.

Samtidig skal den interne fred herhjemme selvfølgelig også fastholdes. Og der er jo også de nordatlantiske mandater i Folketinget at tage højde for. Det er Espersen udmærket klar over: Fløjlshandskerne er f.eks. ganske tydelige i hendes og Folketingets gentagne forslag om ‘kun’ at tillade en “bæredygtig hvalfangst.” Da ordet ‘bæredygtig’ står ganske åbent for fortolkning, kan sådanne udmeldinger bedst forstås som en lappeløsning, der til enhver tid har det formål at ‘appease’ færingerne og lægge sagen død lige nu og her. Hvad der så skulle forhindre sagen i at blusse op igen fra international side er uklart.

Det tog denne gang omkring en måned før Danmark blev egentlig opmærksom på den tiltagende kritik af den færøske hvalfangst, bl.a. fordi sagen først nåede de danske ‘medier’ (i dette tilfælde Lars Løkkes Facebook-side) relativt sent. Meget kunne være sket på denne måned, og sagens bølgeskvulp kunne sagtens have vokset til et decideret stormvejr inden regeringen nåede at reagere. Altså kunne man ane optrækket til en krise. Og det kan man faktisk stadig.

Sagen er i mellemtiden rullet videre blandt de internationale NGO’er. I Frankrig har dyreværnsorganisationen Fondation Brigitte Bardot blandt andet forsøgt sig med vrede breve til Dronning Margrethe og med at overrække en død grindehval til den danske ambassade i Paris, som Radioavisen rapporterede 1. september. Alvorligere er det, at Sea Shepherd ifølge EU Zoo planlægger en aviskampagne rettet mod Danmark med afsæt i de blodige billeder af døde hvaler. Organisationen vil desuden lobbye Europa-Parlamentets medlemmer, sandsynligvis med det formål at opnå en form for fordømmelse af Danmarks rolle i sagen.

Det overordnede billede er derfor af en udenrigspolitisk sag, som ikke blev grebet ordentligt og konsekvent an. Der er af denne grund alle muligheder for, at den simpelthen blusser op igen. De juridiske konsekvenserne bliver efter al sandsynlighed til at overse, men Danmarks ry i udlandet kan derimod godt forberede sig på flere hak.