Den hjemlige debat om den tysk-franske eurozoneaftale har nu igen båret præg af, at vi i Danmark er utroligt dårlige til at diskutere dansk europapolitik. Meget bedre er vi (som jeg tidligere har skrevet) til at diskutere europataktik.

Den foreslåede EU-traktatændring vil ifølge kommentatorer (igen) skabe en decideret udgiftspolitisk union oven i eurozonens monetære samarbejde og muligvis udover dennes grænser. Diskussionen er i Danmark, som altid, uforsonligt splittet mellem de, der helst vil vride hænder og bekymret spørge “hvad vil de andre lande dog sige til, at vi står udenfor?” og de, der meget hellere vil proklamere Danmark “ud af EU nu!”.

Langt sjældnere er det indholdet og de mulige konsekvenser af EU’s politiske tiltag, der er til diskussion. Hvad er indholdet i det tysk-franske forslag? Hvad er de mulige konsekvenser? Måske vigtigst: Hvad er de politiske alternativer? Sådanne spørgsmål er aldrig til diskussion i Danmark, hvor spørgsmålet altid er enten “for EU eller imod EU?” eller “vil det være smart (i en abstrakt taktisk forstand) af Danmark at sige ja/nej til dette?”

Denne tilstand er nok resultatet af, at journalister og kommentatorer ikke har hverken tid eller evner til at sætte sig ind i over- eller mellemstatslige politiske forslag, som i sidste tilfælde sjældent foreligger på skrift før kompromiserne er på plads og beslutningerne truffet. (EU-forskerne burde vide lidt bedre, men deres bidrag til debatten reduceres ofte til forenklede og substantielt intetsigende udsagn såsom “nu kører toget!” Man fristes til at spørge: Hvilket tog? Hvorfor? Hvorhen?)

Der er dog et vist lys i horisonten. Villy Søvndal og Mogens Lykketofts kritik af den nye euroaftale har (selvom de desværre er blevet groft overfortolkede) på gavnlig vis bidraget til, at vi nu kan begynde at diskutere europapolitik. Måske kan vi nu begynde at indse, at den tysk-franske kurs på godt eller skidt er resultatet af netop politiske valg truffet på baggrund af en økonomisk højreideologi, der langt fra er hævet over debat. Claus Elholms blogindlæg på JP.dk er et eksempel på en slags dansk EU-debatindlæg, som hidtil har været nærmest ukendt. Nemlig ét, der tager fat i den politiske substans.

Der er altid alternativer til beslutningstagernes valgte politik. Netop nu er der derfor alvorligt behov for, at den liberal-konservative monopol på “ansvarlig økonomisk politik”, herunder den såkaldte austerity rettet mod de europæiske samfunds mindrebemidlede, udfordres. Den allestedsnærværende diskurs om “stramninger” er nemlig hverken apolitisk eller uproblematisk (og ikke kun fordi “stramningerne” ikke adresserer krisens grundlæggende kilder i finanssektoren, hvilket er problematisk nok i sig selv).

Men hvor står den danske statsminister, når det gælder europataktik vs. europapolitik? Svaret er desværre, at Helle Thorning-Schmidt klart har rykket sig i den taktiske retning, siden hun overtog statsministerposten.

Den 4. februar i år annoncerede Tyskland og Frankrig en plan for eurozonen, der dengang blev opfattet som temmelig vidtgående, nemlig den såkaldte ‘Competitiveness Pact’. I stedet for at hoppe med på den tysk-franske vogn mente oppositionslederen Helle Thorning-Schmidt dengang, at den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen skulle gå op imod de store landes dominerende tilgang til de europæiske finanser.

“For det første ved at sige til de store lande, at det ikke er i overensstemmelse med den måde, vi normalt gør tingene på, at de bare prøver at bestemme det hele. Og så selvfølgelig også [ved at] prøve at gøre sin indflydelse gældende i forhold til indholdet,” sagde Thorning-Schmidt til Ritzau. Hun ville “dog ikke svare klart på, om hun lige nu vil anbefale danskerne at stemme ja, hvis det bliver aktuelt,” skrev Ritzau.

Jeg vil lade det være op til læseren at bedømme, hvordan dette stemmer overens med Thorning-Schmidts seneste udmeldinger. I studiet af EU taler man ofte om det europæiske samarbejdes “socialiserende” effekt, hvorunder politikere og embedsmænd af EU-systemet indoktrineres i den “europæiske ånd”. Mere præcist er det nok at sige, at Thorning-Schmidt simpelthen ikke har set nogen mulighed for at sætte et socialdemokratisk præg på udviklingen og derfor har rettet ind og ændret sin holdning til det (i EU-regi) mest acceptable. De danske vælgeres holdning er selvfølgelig en anden sag.

I Frankrig har venstrefløjen ligesom Søvndal og Lykketoft fundet det noget lettere at anerkende den liberal-konservative udgiftsunions fløjpolitiske natur og i forlængelse heraf også kritisere den. “Left-wing governments of all hues will, in effect, be banned by this treaty. If the French or the German left returns to power in the near future (and both are in a good position to do so), it will be illegal for them to respond to the global economic catastrophe with anything but austerity. An economic stimulus is forbidden – because the treaty has buried Keynesianism,” skrev den britiske forfatter Owen Jones for få dage siden i The New Statesman (h/t Poyâ Pâkzâd). Det har man åbenbart indset i Frankrig, men ikke alle steder i den danske regeringstop.

Fælles problemer kræver fælles løsninger, men ikke nødvendigvis de, der netop nu foreligger. Den danske statsminister, for ikke at nævne regeringspartnerne hos De Radikale, har desværre intet gjort for, at vi kan få en reel diskussion om Europas politiske og økonomiske fremtid.