Dagens to væsentligste udenrigspolitiske historier – Danmarks blanke Palæstina-stemme i UNESCO og fyringen af den tidligere regerings fem eksportambassadører – siger på hver sin måde noget vigtigt om de nye ministres indsats for at sætte egne fingeraftryk på udenrigspolitikken.

Regeringens beslutning om at stemme blankt angående Palæstinas medlemskab af UNESCO, som er FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, fik støtte fra én kant, nemlig Per Stig Møller (K). Den forhenværende udenrigsminister havde over for Berlingske rosende ord til Villy Søvndals håndtering af situationen.

Og ja, der er ironisk nok tale om samme Per Stig Møller, som sidste år advarede om, at Søvndal ville være en “farlig og uforudsigelig” udenrigsminister. Men uforudsigelighed afhænger som bekendt af øjnene der (forud)ser, og det altid “rumlende” SF-bagland lægger ingen skjul på, at de havde forudset en mindre pragmatisk tilgang fra partilederens side. Det bliver nok ikke sidste gang, at de kritiske røster fra Qureshi, Mach, Frahm m.fl. bliver en kilde til irritation for den nye udenrigsminister.

Og hvad med rosen fra forgængeren? “Det ville næsten undre mig, hvis han ville anbefale mig. … Det er en af de helt store forskelle på den nuværende og den kommende regering, at jeg ikke har fantasi til at forestille mig, at vi vil gøre det samme.” Sådan sagde Villy Søvndal sidste år til B.T. som respons på Møllers advarsler om hans person. Søvndal ser siden da ud til at være blevet mere fantasifuld.

Bemærkelsesværdigt er det også, at Søvndals egen “juniorminister” Christian Friis Bach (R) udtrykker sig i yderst hårde vendinger om USA’s kontante svar på Palæstinas optagelse i UNESCO. Denne reaktion kalder udviklingsministeren over for Berlingske kort og godt for “brutal”. Der er (endnu) ikke tale om direkte åben uenighed på Asiatisk Plads om Palæstina-spørgsmålet, men det er ikke langt fra. Signalerne har man ikke helt fået koordineret, og Friis Bach tegner med sin ærlige udmelding til at blive en mere sprælsk og principfast minister, end man måske havde forudset i regeringstoppen. (Søndag varslede han på Facebook frækt et større kasseeftersyn af, hvor meget af ulandsbistanden den daværende regering faktisk brugte på bistand.)

Apropos diplomati og diplomatisk sprogbrug:

Regeringen sendte her til aften fem fyresedler til Lars Løkke Rasmussens såkaldte eksportambassadører. Visse borgerlige kommentatorer udtrykker på Facebook netop nu chok og væmmelse, men fyringerne var vel blot et spørgsmål om tid i betragtning af, at de fem ambassadører bestod af to fra V, to fra K og én fra højrefløjen i S. Man må ærligt spørge sig selv, hvor længe VK-regeringen mon havde villet finansiere fire-fem nedarvede røde ambassadører, hvis skoen var på den anden fod?

Ironisk nok ser det ud til at være socialdemokraten Ritt Bjerregaard, som med sin kritik af regeringens Kina-politik har fået bægeret til at flyde over. Bjerregaard har med sin kritik givet regeringen et fint alibi for fyringerne. Hvis man som diplomat politiserer i den forkerte retning, så er det ud: Hvornår så man sidst en dansk ambassadør kritisere regeringen? (Desuden kan det sagtens spille ind, at SRF-regeringen havde meget lidt brug for flere modsatrettede signaler om Kina. Dem kan de sagtens selv levere i rigeligt mål.)

Det er klart for enhver, at der her er tale om politiske fyringer – i præcis lige så høj grad som selve ansættelserne var politiske. Sådan er vilkårene under enhver regering, og det borgerlige chok virker derfor noget påtaget.

Fyringerne synes også at være en sejr til den hidtil uansete eksportminister Pia Olsen Dyhr (SF). Hun har nu friere tøjler til at tegne den danske eksportprofil over for de store udviklingsøkonomier (de fyrede ambassadørers gode muligheder for at give deres mening til kende gennem pressen ikke taget i betragtning).

Sæsonens første sejr til Dyhr Olsen, endnu et hjørnespark af Søvndal, og Friis Bach i offensiven. Det trækker op til nogle spændende interne magtkampe om udenrigspolitikken. Også, som Palæstina-spørgsmålet demonstrerer, med potentielt alvorlige konsekvenser udadtil.