Velkommen tilbage til Udenriget.dk efter en længere sommerpause. De første par indlæg her efter ferien vil jeg bruge på at sætte fokus på nogle af de mest interessante ting, som hen over sommeren er skrevet om Danmark og omverdenen. De fleste skribenter og debattører har tydeligvis også været på ferie, men lidt har også ret…

En af de mest spændende udenrigsanalyser fra sommermånederne er forfattet af Rasmus Brun Pedersen, lektor ved Aarhus Universitet. Artiklens hovedspørgsmål er, om Danmark kan fastholde den såkaldte aktivisme og hvordan? Heri gennemgår Brun Pedersen på helt sober og objektiv(istisk) vis de senere års danske udenrigspolitik og beskriver, hvordan den danske aktivisme er gået ned i omdrejninger i takt med USA’s større globale tilbageholdenhed.

Især den glimrende nedenstående passage, hvor Brun Pedersen kort og præcist skriver om militariseringen, det transatlantisk fokus og den værdipolitiske drejning i udenrigspolitikken under Fogh Rasmusssen, er det meget svært at være uenig med.

Fra “Kan den udenrigspolitiske aktivisme fastholdes?”, Agenda Blog, 9. juni 2011:

Tilslutningen til [de] to krige [i Afghanistan og Irak] markerede en tyngdeforskydning i den danske udenrigspolitik, som indenrigspolitisk ikke gik stille for sig, da det brede sikkerhedspolitiske flertal blev slået itu i perioden 2002-2003. Bruddet betød, at liberal værdipolitik blev introduceret som en ny samlende ramme for den danske udenrigspolitik. Ligeledes kom der yderligere fokus på udviklingen af militær interventionskapacitet grundet den offensive amerikanske linje. De ændrede ydre rammer og den interne tyngdeforskydning ledte til en række ændringer i dansk udenrigspolitik, som under de borgerlige regeringer 2001-2010 fik en militariseret karakter og en langt mere fremtrædende rolle i den indenrigspolitiske debat.

En af konsekvenserne af denne atlantisk orienterede aktivisme, med sit fokus på dansk deltagelse i fleksible ad hoc baserede koalitioner, blev især en svækket Europapolitik. 1990’ernes klare borgerlige afstandtagen til EU-forbeholdene af 1992 blev afløst af en mere pragmatisk holdning, der bestod i en bevidst fastholden af centrale dele af det retlige forbehold og en udsættelse af stillingtagen til de øvrige dele af forbeholdene, ligesom regeringens politikere ved flere lejligheder fremførte kritiske FN-røster, der stillede spørgsmålstegn ved FN-systemets legitimitet og internationale relevans for dansk udenrigspolitik.

Men, men, men… Nye rammebetingelser har sidenhen ført til en ny dansk udenrigspolitisk strategi, skriver Brun Pedersen. Han gennemgår i afsnittet forneden Lene Espersen og Udenrigsministeriets udspil “Kurs mod 2020: Dansk udenrigspolitik i nyt farvand” fra november 2010 (kan læses her), som han mener repræsenterer “en relativ nøgtern analyse af perspektiverne for dansk udenrigspolitik fremover”:

Ændringerne i de eksterne forudsætninger for dansk udenrigspolitik synes at varsle en tilpasning af den danske udenrigspolitiske strategi for at sikre, at Danmark fortsat kan manøvrerer internationalt ved en opprioritering af de arenaer, hvor Danmark han udfolde sin udenrigspolitik. Senest har det danske Udenrigsministerium i november 2010 givet en relativ nøgtern analyse af perspektiverne for dansk udenrigspolitik fremover, herunder ikke mindst betydningen af de ændrede rammevilkår på prioriteringerne i den danske udenrigspolitik. Analysen peger især på relevansen af en øget international magtspredning, der sammen med den økonomiske krise har medført ændringer i den internationale magtbalance til fordel for især Kina og resten af BRIK-landene. Analysen rummer herved et første og forsigtigt opgør med Fogh-æraens relative vægtning af den atlantiske komponent til fordel for en ny global virkelighed med en begrænset global amerikansk dominans.

En af de centrale pointer er, at den nye globale situation også rummer en række muligheder for Danmark og Vesten, da en række af de nye ‘rising powers’ som f.eks. Indien, Brasilien og Vietnam deler en række centrale karakteristika, nemlig at de lande der deler demokratiske idealer og værdier [sic]. Det betyder, at Danmark, får nye muligheder for alliancer som udenrigstjenesten skal være bedre til at håndtere i det globale spil gennem prioriteringen af de multilaterale arenaer i verdenspolitikken. Dette betyder en opprioritering af FN-systemet i et forsøg på at regulere magtspredningen og integrere de nye demokratier i multilaterale alliancefællesskaber.

Netop her har jeg et par kritiske tilføjelser til fremstillingen. For det første: “En af de centrale pointer er, at den nye globale situation også rummer en række muligheder for Danmark og Vesten, da en række af de nye ‘rising powers’ som f.eks. Indien, Brasilien og Vietnam deler en række centrale karakteristika [-] deler demokratiske idealer og værdier.” Her er et land som Vietnam et lidt sjovt eksempel at fremhæve, da landet hverken er demokratisk eller normalt regnes for en voksende økonomisk magt på højde med f.eks. Brasilien, Indien eller Sydafrika, for slet ikke at nævne Kina (som heller ikke er demokratisk).

Men eksemplet er nu meget illustrativt, for lige præcis sådanne ‘demokratiske mangler’ hos de lande, man nu regner som Danmarks nye allierede, udstiller meget godt spændingsforholdet mellem en demokrati-centreret, liberal-idealistisk udenrigspolitisk linje og en klassisk realpolitisk (man kunne sige egeninteresseret) en af slagsen. I den første er demokrati og delte værdier vigtige; i den anden er de ikke. Altså sådan helt skåret ud i pap.

Alligevel tvinges disse to tilgange til at sameksistere på en temmelig spændingsfyldt vis i “Kurs mod 2020″-udspillet. Som jeg tidligere har skrevet, gør Udenrigsministeriets udspil slet ikke nok for at diskutere dette spændingsforhold og konkret tage stilling til, hvornår én af de to tilgange har fortrinsret frem for den anden. På sin vis er man altså her klemt mellem værdier og interesser – i det mindste på det diskursive plan – dog uden at ville anerkende det. Det giver visse problemer. At man i Udenrigsministeriet ikke har besluttet sig mellem disse to modsatrettede tilgange kunne f.eks. være én forklaring på den noget tøvende og fodslæbende danske tilgang til forårets oprør i den arabiske verden.

Ifølge Brun Pedersen følger det endvidere af udspillets analyse, at Danmark nu vil “opprioriter[e] FN-systemet i et forsøg på at regulere magtspredningen og integrere de nye demokratier i multilaterale alliancefællesskaber.” Ja, det kunne man med megen rette mene, at analysen burde betyde, men et sådant mål ser jeg ikke afspejlet i udspillets tekst. Et citat herfra: “FN’s rolle [vil være] begrænset til udviklingsområdet. Der vil samlet set fremover være visse områder, hvor man ikke skal vente sig meget af FN” (side 5).

Et vigtigt element, som Brun Pedersen ikke bemærker, er hvor decideret modstræbende 2020-udspillet når frem til konklusionen om de store udviklingslandes nyvundne hovedrolle. Om dette skrev jeg i december hos Magasinet Europa:

Af oplægget kan man læse, især møntet på Kina, at “den internationale scene i 2020 [vil] være overbefolket med aktører … Fælles for denne kreds af nye aktører, herunder Kina, er en positiv anskuelse af den multipolære verdensorden og de muligheder, som den giver.” Det er tydeligvis underforstået, at forfatterne ikke deler denne positive anskuelse: “Skal de opstigende statslige aktører have mere plads i det internationale system, må det uundgåeligt ske på bekostning af de etablerede aktører.” Her menes der naturligvis især USA. Et lille lyspunkt for realisterne er dog udgivelsens vurdering af, at ”USA vil i 2020 blot være én ud af flere vigtige globale aktører – om end dog stadig den mest magtfulde.” [...]

Hvis man skal tro debatoplægget, er den fortsatte amerikanske dominans dog ikke kun vigtig for Danmark pga. ovennævnte magtbalance-overvejelser: ”Blikket rettes i stigende grad mod Asien og mod de store udviklingslande. Det udfordrer den transatlantiske akse som det centrale værdi- og interessefællesskab i det globale maskinrum.” Med andre ord har det transatlantiske samarbejde en legitim værdiudbredende (altså liberal-idealistisk) rolle sideløbende med dets interessevaretagende (realpolitiske) funktion. Altså en lidt skizofren og spændingsfyldt konceptualisering af Vestens globale rolle, men alligevel én som ‘vi’ oftest tager for gode varer uden videre tøven.

Men andre ord synes 2020-udspillet at sige: “Vi anerkender de store udviklingsøkonomiers stigende magt og ‘aktør-overbefolkningen’, men derfor behøver vi ikke synes om det. Vi ville egentlig hellere se USA beholde førertrøjen.” Og heri er forvirringen mellem værdier og interesser på spil igen. For dette holdepunkt udspringer jo netop af forestillingen om, at vores værdifælleskab grundlæggende er af snæver transatlantisk karakter, dvs. delt mellem USA og (måske begrænsede) dele af Europa.

Ville det ikke være mere konstruktivt at lægge denne forestilling fra sig og for alvor acceptere den globale magtspredning som en udvikling, der grundlæggende er både legitim og gavnlig? Eller skal det i historiebøgerne hellere hedde sig, at Danmark blev hevet sparkende og skrigende ind i den nye tidsalder?

Ovenstående kommentar skal ikke læses som nogen indsigelse mod Brun Pedersens artikel, der på udmærket vis opridser det udenrigspolitiske landskab frem mod “Kurs mod 2020″, men er snarere tænkt som et kritisk supplement angående udspillet. Full disclosure: Rasmus Brun Pedersen var vejleder på mit speciale om Irak-krigen og dansk udenrigspolitik fra 2010. Han har tidligere forfattet flere interessante og afslørende formidlende artikler om forholdet mellem dansk indenrigs- og udenrigspolitik, bl.a. denne fra sidste efterår.

Update 3/8: Indlægget foroven er genskabt fra en (ikke helt komplet) autogemt udgave, da det af uvisse grunde var blevet slettet fra siden. Småændringer i forhold til det oprindelige indlæg kunne derfor ikke undgås. Lad det være mig en lektion om at back-up’e lidt oftere.