I oplægget til søndagens udgave af Deadline fremgik Breum og redaktionens dagsorden allerede tydeligt:

Situationen i Syrien synes efterhånden at være ude af kontrol. Op mod 100.000 civile er nu døde, i nat bombede Israel tæt på Damaskus, islamistiske militser vinder frem, Assad-regimet har begået flere massedrab i de seneste dage – men Danmark og resten af Vesten vil ikke yde militær støtte til de demokratiske oprørere. Hvorfor tøver Vesten i forhold til Syrien?

Vesten “tøver i forhold til Syrien” og vil ikke yde militær støtte til selv de “demokratiske oprørere”. Sådan fremstår Syrien-problematikken altså i Deadline-redaktionens oplæg. Frem for at stille åbne spørgsmål om konflikten og den internationale respons, kom en række lukkede, afgjorte og stærkt tvivlsomme påstande således til at fungere som præmisser for udsendelsen og dens indhold.

Martin Breum lagde hårdt ud og begyndte udsendelsen med at følge op på påstandene foroven med en kort (men idiosynkratisk) historisk gennemgang af interventionen i Libyen i 2011. I Libyen greb den vestlige verden “resolut” ind over for Moammar Gaddafi, forklarede Breum. Danmark “var i front i den internationale koalition” som “pulveriserede Gaddafis kampvogne” og tillod de libyske oprørerne at rykke frem og opnå militær succes, hævdede han. Ikke ét ord om Libyen-krigens uhyggelige efterspil. Budskabet var allerede tydeligt: Libyen-interventionen var et eksemplarisk forbillede, som de vestlige lande burde replicere i Syrien.

Efter en kort tur forbi Røde Kors-generalsekretær Anders Ladekarl, som (til ingen opmærksom Deadline-seers overraskelse) kunne underbygge Breums påstande om den forfærdelige humanitære situation i Syrien, vendte værten Breum sig mod en indkaldt militærekspert. Denne var indhentet for at bekræfte Breums påstande om fordelene ved at bevæbne de syriske oprørere og derudover også gribe ind med kraftigere våben. USA overvejer nu direkte straffeaktioner mod det syriske regime, endda med “meget præcise missiler”, påstod Breum bemærkelsesværdigt over for CMS-eksperten. Men hvor præcise er disse missiler i virkeligheden, foregav den allerede overbeviste vært at spørge sin indkaldte ekspertgæst om (med mindst to årtiers forsinkelse – der var tale om de yderst velkendte cruise-missiler). Missilerne var faktisk rigtig præcise, bekræftede gæsten heldigvis.

Den næste gæst i Breums parade, den amerikanske kommentator Aaron Miller, var indkaldt for at dække den amerikanske del af programmets tøve-vinkel. Dette lagde værten ikke skjul på. Breum indledte derimod dette indslag ved igen at hævde, at præsident Obama hidtil havde været “uhyre tøvende” angående Syrien og derefter igen forklare seerne, at han under det forudoptagede interview netop havde adspurgt sin video-gæst ud fra hovedspørgsmålet “hvorfor er Obama så tøvende?”

Hurtigt vendte Breums spørgsmål dog tilbage til vigtigste punkt på dagsordenen: Hvad ville der ske fra amerikansk hold, hvis de europæiske lande “united behind a desire to arm and support the rebels in Syria”? Det ville alt andet lige styrke mulighederne for en amerikansk militær respons, svarede Aaron Miller som på kommando.

Netop her forlod Breum for alvor rollen som den blot nogenlunde kritiske journalist, hvor man kunne forvente spørgsmål til rigtigheden af et militært indgreb, og ophøjede sig i stedet til politisk udsending på vegne af en hypotetisk europæisk regering, som desperat forsøgte at finde ud af, hvad der dog skulle til fra europæisk side for at få USA til at komme ind i den væbnede kamp, som allerede var etableret som det ønskelige mål.

Som de to sidste Syrien-gæster var Jakob Skovgaard-Petersen fra Københavns Universitet og Rasmus Helveg Petersen fra De Radikale indkaldt som hhv. fortaler for og modstander af et dansk bidrag til en indirekte eller direkte militæraktion (ingen andre muligheder blev nævnt af Breum og Skovgaard-Petersen, kun spagfærdigt af Helveg Petersen).

Igen var Breum fremme i skoene med de store påstande: Både Storbritannien og Frankrig havde direkte bedt om en “mere aktiv dansk kurs”, så der kan ydes større støtte til oprørerne, påstod Breum henvendt til Helveg Petersen. Skovgaard-Petersen erklærede sig enig med denne præmis fra værtens side, og talte om at Danmark måtte “gå med England og Frankrig og aktivt bygge en politisk kraft op” i Syrien.

Breum påstod derefter endnu en gang, at disse to lande – sammen med “Pentagon” – allerede havde “rykket” for dansk støtte til en militær løsningsmodel (kun Obama tøvede åbenbart). Efter Helveg Petersens afvisende svar spurgte Breum igen ledende, om ikke situationen i Syrien retfærdiggjorde en fravigelse af kravet om et FN-mandat fra dansk side? Skovgaard-Petersen fulgte on cue op med at redegøre for Assad-regeringens mange forbrydelser og derefter postulere, at “det eneste regimet forstår, det er magt”.

Til allersidst faldt Breums nådestød til Helveg Petersen: “Hvor voldsomme skal grusomhederne være, før du mener det er på tide, at Danmark bakker op om den [militært ivrige britisk-franske] linje?” Underforstået i Breums spørgsmål var det således igen, at folkeretten er en størrelse, som danske politikere frit kan rutte med og fravælge efter lyst og behov.

Dette var alt sammen præcist og professionelt koreograferet. Alt sammen maksimeret til at skabe forargelse og fortvivlelse hos seeren, som efterlades komplet uforstående overfor, hvorfor vi i Danmark og Vesten dog ikke “gør noget” i Syrien, når fordelene nu fremstår så lysende klare. Og alt sammen tilsyneladende tilrettelagt med det formål at minimere alvorlig overvejelse af politiske, diplomatiske, mæglende og reelt humanitære løsningsmodeller på den syriske konflikt – samt de mange nærliggende historiske eksempler på den militære interventions fallit.

Kun militær “handling” tæller i den Breum’ske overfladedebat som egentlig handling, som også den amerikanske analytiker Joshua Foust for nylig bemærkede. Som jeg påpegede i en artikel i Ræson sidste år, bliver Syrien-debatten således klinisk renset for alle andre muligheder for handling end den allestedsnærværende militære “indgriben”, “intervention” eller “aktion”  – dvs. krig under andre navne.

Listen over disse er efter lang tids stilstand blevet opdateret, og på siden ‘Artikler og mediebidrag’ findes således en oversigt over de fleste artikler og bidrag til f.eks. dagblade, blogs, magasiner og radio.

Den samme liste følger desuden forneden (nyeste øverst). Den vil blive opdateret løbende og med tiden vil den (forhåbentlig) blive organiseret på en lidt mere overskuelig måde. God fornøjelse!

‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾‾

• ‘Krigen uden eftermæle: Ti år efter invasionen af Irak’, Ræson, 19. marts 2013.

• ‘Grænser og internationale konflikter (tre artikler)’, Geografifaget.dk, marts 2013. Artikel 1/Artikel 2/Artikel 3.

• ‘Green Desert-sagen viser forsvarsledelsens svigt’, Rådet for International Konfliktløsning (RIKO), 31. oktober 2012. Om samme emne se her og her samt udtalelser til Ekstra Bladet 18/10 og 3/11.

• ‘Modstand mod Syrien-intervention er ikke kun kynisme’, Magasinet Europa, 22. oktober 2012.

• ‘Den danske deltagelse i Irak-krigen, 2003-2007’, Danmarkshistorien.dk, 10. oktober 2012.

• ‘Syrien: Vesten har ladet alle andre muligheder end interventionen gå i glemmebogen’, Ræson, 8. august 2012.

• ‘Droner må ikke blive krigsførelsens fremtid’, Dagbladet Information, 20. juni 2012. Med Poyâ Pâkzâd.

• ‘Demokrati i løveburet: Junglelov og åbenhed i EU-lobbyismen’, Magasinet Europa, 27. april 2012.

• ‘Ikke se, ikke høre: Om Danmark og situationen i Libyen’, Rådet for International Konfliktløsning (RIKO), 12. marts 2012.

• ‘Vi skal tænke langsigtet i Somalia’, Politiken, 8. februar 2012 (onlineudgave). Med Signe Lau, Erling Dessau og Jens W. Pedersen.

• Radio24syvs program ‘Globus’ om den nye regerings udenrigspolitik, Radio24syv, 21. december 2011. Del 1/Del 2.

• ‘Tavsheden om de sorte libyeres skæbne er lammende’, Dagbladet Information, 18. december 2011.

• ‘R2P: Er Vesten på vej mod en konsekvent diktatorpolitik?’, Rådet for International Konfliktløsning (RIKO), 23. oktober 2011.

• ‘Sådan fungerer diplomati ikke, Espersen’, Dagbladet Information, 6. september 2011.

• ‘Vestsahara: Afrikas sidste koloni’, Kritisk Debat, 15. august 2011.

• ‘S og SF vil skabe ny dansk sikkerhedspolitik’, Magasinet Europa, 30. maj 2011.

• ‘Er de østlige EU-lande ved at glide fra Europa?’, Magasinet Europa, 31. januar 2011.

• ‘Ungarsk medielov fører til dansk hykleri’, Magasinet rØST, 29. januar 2011.

• ‘Danmark som foregangsland. Med plads til store forbedringer’, Kristeligt Dagblad, 16. december 2010.

• ‘Kurs mod 2020: Danmark, realismen og den nye verdensorden’, Magasinet Europa, 6. december 2010.

• ‘Fra offensiven til defensiven – status over dansk udenrigspolitik 2010’, Magasinet Europa, 26. september 2010.

Opdatering følger…

Den 21. marts 2013 er det præcis ti år siden, at et snævert flertal i det danske folketing besluttede, at Danmark skulle bidrage til invasionen af Irak, som var begyndt med amerikanske luftangreb i dagene omkring den 20. marts 2003. Selve beslutningen (B118) var kortfattet: “Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak.”

I anledning af tiåret for den danske beslutning og invasionen af Irak har undertegnede et notat i Ræson. Artiklen beskriver først kort den (manglende) juridiske baggrund for VK-regeringens Irak-beslutning og ét særligt kritisabelt element i den danske Irak-indsats, nemlig efterfølgende danske regeringers mørklægning af fangemishandlinger siden 2004.

Fra artiklen, “Krigen uden eftermæle: Ti år efter invasionen af Irak”, om krigsgrundlaget:

I Danmark opsummerede det endelige beslutningsforslag, forelagt Folketinget i marts 2003, den danske regerings sag mod Saddam Hussein i tretten punkter. Punkterne beskriver en række tæt forbundne forbrydelser og overtrædelser, som det irakiske regime hævdes at have begået. De tretten punkter blev senere berygtede, da statsministeren efter invasionen pegede på dem som bevis på, at kritikerne af beslutningsgrundlaget “intet havde at komme efter”. Den danske regering havde nemlig udelukkende forholdt sig til FN’s resolutioner, blev det hævdet.

Men som Martin Kaae og Jesper Nissen påpeger i bogen Vejen til Irak fra 2008, rummede hele ni af tretten punkter påstande om, at Saddam Hussein ikke havde levet op til FN’s resolutioner, i særdeleshed sikkerhedsrådets resolution 1441 vedtaget i oktober 2002, som netop handlede om Iraks nedrustningsforpligtelser. Faktisk handler samtlige tretten påstande enten om Iraks afvæbnings- og nedrustningsforpligtelser, Iraks brud på resolution 1441 eller Iraks “trussel mod den internationale fred og sikkerhed i regionen”.

Da FN’s sikkerhedsråd ikke havde autoriseret hverken USA eller Danmark til at håndhæve 1441 militært, står og falder samtlige tretten punkter i det danske beslutningsgrundlag således med spørgsmålet om de førnævnte våbens eksistens. Den senere påstand om, at det danske beslutningsgrundlag modsat andre lande ikke byggede på beskyldningen om masseødelæggelsesvåben i Irak, men derimod på Saddam Husseins manglende efterlevelse af FN’s resolutioner, var således et stykke fra sandheden. Men det viste sig alligevel at blive politisk nyttigt for den danske regering med en vis plausibilitet at kunne adskille spørgsmålene om det folkeretlige grundlag og den irakiske sikkerhedstrussel. Gennem denne opdeling kunne man hævde, at Danmarks indgriben skam slet ikke hang sammen med tilstedeværelsen af ‘WMD’.

“Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget vi tror. Det er noget vi ved.” Sådan udtalte statsminister Anders Fogh Rasmussen kort før krigen. Til sine folketingskollegaer fortalte han i de samme dage, at amerikanske kilder havde forsikret ham om, at beviserne for denne påstand eksisterede, og at de ville blive fremlagt inden for få uger. Det gjorde de aldrig. Derimod havde både Forsvarets Efterretningstjeneste og de tidligere FN-våbeninspektører, som i månederne før krigen talte ved høringer på Christiansborg, faktisk præsenteret den danske regering for den stik modsatte konklusion: Det kunne ikke påvises, at Irak besad masseødelæggelsesvåben.

Blandt andre særligt læseværdige artikler angående den danske krigsdeltagelse skal nævnes Bo Elkjærs leder hos Journalisten.dk og Poyâ Pâkzâds dokumentar-anmeldelse for Atlas. Boris Bertrams nye dokumentar om optakten til krigen, Krigskampagnen, kan ses her. Bo Elkjærs klassiske interview med Anders Fogh Rasmussen om baggrunden for Irak-krigen kan ses her.

Tidligere artikler om Irak-krigen hos Udenriget.dk kan findes under tagget ‘Irak‘. Startskuddet til et projekt lanceret med henblik på jubilæet, Irak +10: Krigen i citater, kan også findes her på siden (det måtte desværre opgives igen pga. tidsmangel).

Vi bestemmer ikke, hvor der skal gribes ind i verden. Det er rammevilkåret for et lille land, men vi skal tage udgangspunkt i, at sikring af lov og orden ikke bare skal varetages af de stærkeste og mest brutale magter, og så er vi nødt til at være en del af det. For det andet skal vi varetage vore nationale interesser, altså være med i Mali, så det ikke bliver et fristed, hvorfra terrorister kan ramme os. For det tredje skal vi føre en aktivistisk udenrigspolitik, fordi de store lande lytter mere til os, når vi aktivt har været til stede i internationale operationer.

På TV 2 News gentager Hækkerup i dag, at den nye danske udenrigspolitik skal handle om at fremme international “lov og orden”, om hvordan danske interesser bedst kan varetages, og om at sikre et godt forhold til de lande, der træffer beslutningerne. Han understreger dog, at Danmark skal fortsætte med at føre en “meget aktiv udenrigspolitik” og ikke skal vende tilbage til tidligere tiders (under Fogh Rasmussen meget udskældte) “småstatspolitik”.

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti erklærer sig på TV 2 News langt hen ad vejen enig med Hækkerups mere pragmatiske tilgang, hvor fokus er på de danske interesser. I modsætning til forsvarsministeren afviser han dog, at Danmark specifikt skulle (eller skal) gribe ind militært i den syriske borgerkrig, også selvom stormagterne havde taget skridt i denne retning.

Også for ganske nylig gjorde Hækkerup sig til fortaler for en mere “realistisk” og egeninteresseret dansk politik ift. især Afghanistan; en politik som skulle sikre, “at der ikke bliver sprunget bomber på Hovedbanegården.” Men helt tilbage til midten af forrige årti har Socialdemokraterne faktisk talt om at indføre en slags “ny aktivisme” eller “reel aktivisme”, altid med hårfine forskelle til den Fogh’ske af slagsen.

Nu begynder den nye S-aktivisme muligvis at tage form. Men er det nyfundne fokus på international “lov og orden”, egne interesser og egen sikkerhed håndhævet med militære midler (hvor muligt) virkelig et fremskridt frem for 00′ernes værdiudbredende militæraktivisme? Og hvori ligger de reelle forskelle mellem den nye og den gamle aktivisme? Det første synes at være yderst tvivlsomt, og de egentlige forskelle synes stadig svære at få øje på.

Update 10/3: Hækkerups indlæg ved det lukkede seminar fredag kan nu læses på fmn.dk. I Politikens leder lørdag byder Bo Lidegaard uden sporbar skepsis den “ny realisme” velkommen.

Mere interessant forlyder det dog, at Forsvarsministeriets embedsmænd efter TV 2 News’ og Politikens entusiastiske dækning fredag måtte forsikre Statsministeriet om, at det ikke havde været deres hensigt at præsentere Hækkerups unilaterale udspil som nogen helt ny dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvilket den altså ikke skulle betragtes som.

Dette er bemærkelsesværdigt, da man nok kan formode, at Hækkerups stab har haft fredagens interview i Politiken til gennemsyn, før det gik i trykken. I interviewet betegnes Hækkerups udspil netop som en “ny aktiv dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik”, endda i allerførste sætning.

USA’s droneangreb er siden deres begyndelse i George W. Bushs regeringsperiode blevet udvidet fra Pakistans nordvestlige grænseområder, hvor Taleban og al-Qaeda har været hovedmål, til også at omfatte Afghanistan, Yemen, Somalia og Filippinerne. Denne åbne hemmelighed blev først bekræftet af Det Hvide Hus for godt et år siden. I maj 2012 beskrev New York Times præsident Obamas personlige engagement i angrebene gennem godkendelsen af en ugentlig ‘kill list’ over dronemål.

I kølvandet på afsløringerne viste en opgørelse, at Obama allerede havde beordret over 300 droneangreb. Det var fem gange så mange, som Bush nåede at stå i spidsen for under hele sin embedsperiode. Siden dronestrategien blev offentligt kendt er angrebene kun tiltaget yderligere, mens en lang række uafhængige rapporter har belyst angrebenes folkeretlige problemer og ikke mindst deres menneskelige omkostninger, bl.a. i form af flere hundrede civile dødsfald (FN har ligeledes påbegyndt en undersøgelse).

I en debatartikel i Dagbladet Information var undertegnede sammen med Poyâ Pâkzâd i juni blandt de første danske kommentatorer til at sætte fokus på droneangrebenes konsekvenser efter New York Times’ afsløringer. Fra dansk side var støtten til en udvidet brug af dronerne dog endnu hævet over diskussion. Således gik det praktisk talt ubemærket hen, at partierne bag det danske forsvarsforlig i opløbet til NATO’s Chicago-topmøde netop i maj 2012 havde besluttet at anvende 540 mio. kr. fra forsvarsbudgettet til indkøb af NATO-droner som del af det såkaldte AGS-projekt. NATO’s droneprojekt har til formål at aflaste USA, således at de amerikanske ressourcer hidtil dedikeret til overvågningsopgaver kan bruges andre steder, f.eks. til droneangreb i de ovennævnte lande.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) fortalte kort efter pressen, at beslutningen om den danske AGS-deltagelse allerede havde medført betydelig tilfredshed i Washington. Han fandt det ikke derudover nødvendigt at argumentere for dens rigtighed. Den utvetydige droneros fra forsvarsministeren fortsatte over de kommende måneder og statsministeren støttede op. Også tidl. udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) udtalte sig på TV2 News rosende om dronerne, som han endda betegnede dem som “fremtiden for krigsførelse”.

Kort tid efter blev den sparsomme danske kritik af droneangrebene bemærkelsesværdigt nok personificeret af Venstres udenrigsordfører Søren Pind. Pind vendte i juli 2012 tilbage fra sin sommerferie for at sætte sig tungt på det (utroligt nok) næsten ledige synspunkt, at drab på civile uden rettergang var uacceptabelt – også når disse snigmord blev udført af en vestlig regering.

I 2012 var en juraprofessor ved navn Anders Henriksen tilsyneladede uenig. Henriksen gav i lyset af Morten Storm-sagen flere gange udtryk for det synspunkt, at de amerikanske droneangreb befandt sig i en folkeretlig gråzone, og at drabene på enkeltpersoner dermed godt kunne retfærdiggøres efter “krigens love”, selv når disse foregik uden for deciderede krigszoner (USA har som bekendt aldrig erklæret krig mod hverken Pakistan, Yemen, Somalia eller Filippinerne).

De seneste uger har Søren Pind været mål for en omfattende socialdemokratisk angrebskampagne grundet sin seks måneder gamle brug af ordet “snigmord” (desuagtet at socialdemokraterne selv har yderst svært ved at finde en mere rammende betegnelse). Hvem har været blandt de få, der er gået i brechen for at forsvare Pind? Netop Anders Henriksen. I dagens kronik i Jyllands-Posten (“Dronedebatten vender argumenterne”) skriver juraprofessoren:

Socialdemokraternes medlem af Udenrigspolitisk Nævn, John Dyrby [Paulsen], kalder Pinds udtalelser “dilettantiske”, og statsminister Helle Thorning har opfordret Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, til at forholde sig til Pinds udsagn. Ligesom Dyrby vil statsministeren ganske vist ikke selv sætte ord på de amerikanske droneangreb, men snigmord – det kan det i hvert fald ikke kaldes.

Hensynet til den store allierede er for vigtigt til sådanne beskyldninger, og tingene er mere nuancerede end Pinds udtalelser lægger op til. Som John Dyrby udtaler, så må han bare »på det kraftigste tage afstand fra, at man sammenligner Obama med en snigmorder. Det forplumrer debatten, og det er der ikke brug for.« Når man tænker på, hvor krads og unuanceret bl. a. Socialdemokraternes kritik var af amerikanerne, da de selv sad i opposition i 00′erne, er det lidt påfaldende med den aktuelle bekymring. [...] Her skal man vist lede længe efter nuancerne.

Den aktuelle debat om det eventuelt folkeretsstridige ved det amerikanske droneprogram er påfaldende, fordi præsident Obama reelt bygger droneprogrammet på den samme kontroversielle retlige påstand, som Bush baserede de fleste af sine kontroversielle antiterrortiltag på, herunder interneringen af fanger på Guantanamo. Og det er jo en påstand, der har været alment kendt – og diskuteret – siden terrorangrebene den 11. september 2001.

Ligesom sin forgænger påstår også Obama nemlig, at USA er i krig af potentiel global rækkevidde med internationale terrorister, og at terroristerne derfor ikke er mistænkte kriminelle, der skal pågribes og retsforfølges efter vanlige straffeprocessuelle regler.

Det er svært at tyde, om Henriksens kronik hovedsageligt skal læses som et angreb på socialdemokraternes kritik af den forhenværende amerikanske regering eller et angreb på deres utvetydige støtte til den nuværende. Som kronikken belyser – men ikke tager konsekvensen af – er den amerikanske udenrigspolitik hvad angår folkeretten stort set uændret under Obama.

Derfor klinger det underligt hult, når Henriksen langer ud efter socialdemokraterne for ikke at have taget tilstrækkeligt hensyn til Bush-regeringens “svære dilemmaer” i krigen mod terrorisme: Med andre ord vælger han for at helgardere kritikken af det socialdemokratiske hykleri ved at tage parti imod socialdemokraterne i begge de tidsperioder, han sammenligner. Dette selvom han netop påpeger, at socialdemokraternes holdning har vendt sig 180 grader mens den amerikanske politik ikke har rykket sig synderligt

Ja, det er lidt forvirrende. Man må udlede, at hovedformålet med kronikken tilsyneladende er at understøtte Henriksens kerneargument om behovet af at bevare de objektive “nuancer”, når det gælder om at tage stilling til de amerikanske beslutningstageres “svære dilemmaer” hvad angår folkeretten. Man kan så selv tage stilling til, om denne mangel på nuancering virkelig er den vigtigste hindring for en saglig debat om droneangrebene. Det er den efter min mening næppe.

Det virker dog som en forsigtigt skridt fremad i debatten, at Anders Henriksen og medforfatteren Jens Ringsmose i en netop udgivet DIIS-rapport tager et – i det mindste delvist – kritisk blik på angrebene. I en kort beskrivelse af rapporten lyder det:

Det [ligheden med tidligere våben] betyder dog ikke, at brugen af droner er uproblematisk. Tværtimod. Den måde de bruges på i dag, og den rolle som bevæbnede førerløse fly forventes at spille i fremtidens væbnede konflikter, rejser en række strategiske, retlige og etiske udfordringer, der diskuteres i rapporten. Anders Henriksen og Jens Ringsmose konkluderer på den baggrund, at der er ”et aktuelt – for ikke at sige akut – behov for at også de danske politikere forholder sig til fremkomsten af denne nye våbentype”.

Rapporten bliver fremlagt på et offentligt seminar på Dansk Institut for Insternationale Studier den 8. marts 2013 kl. 13.00.

Postscript: Et nok mindre læst debatindlæg kunne findes i dagens Information, hvor John L. Olsen i et læserbrev spørger: “Hvis Pakistan mener, at de har fundet en pakistaner i Danmark, som de mistænker for at ville begå terror i Pakistan, er det så i orden, at de sender en drone af sted for at dræbe vedkommende på Gl. Køge Landevej? Og må vi i Danmark så leve med, at der samtidig dræbes en dansk mor med sit lille barn i barnevogn? De spørgsmål har jeg ikke hørt medierne stille de ministre, der forsvarer USA’s anvendelse af droner.”

Udenriget.dk‘s tidligere indlæg om emnet kan læses under tagget ‘droner’.

Ifølge avisen vil Folketinget allerede i morgen tage stilling til et beslutningsforslag om udsendelse af danske styrker. Hvis det er sandt, vil der således kun blive afsat få timer til at drøfte beslutningen om det militære bidrag i Folketinget.

En kilde i Udenrigsministeriet bekræfter ligeledes over for politiken.dk, at man er i “dialog” om et dansk militært bidrag. “Det vi kan sige, det er, at der er en dialog med franskmændene om hvilke muligheder, der kan være,” fortæller kilden i tråd med en meddelelse fra ministeriet udsendt i aftes, hvori udenrigsminister Villy Søvndal (SF) siger, at han støtter den franske aktion i Mali. 

“Jeg ved godt, hvad jeg mener: Venstre støtter et dansk transportbidrag til den militære aktion mod de islamiske oprørere i Mali, der ifølge FN udgør en trussel mod verdenssamfundets sikkerhed,” skriver Lars Løkke Rasmussen (V) på facebook før mandagens møde.

Også udviklingsminister Christian Friis Bach (R) erklærer på facebook sin støtte til den franske aktion. Det er “desværre nødvendigt og rigtigt med en militær intervention i Mali for at stoppe fundamentalisterne og genskabe sikkerheden,” mener Friis Bach.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger hælder kun Enhedslisten “umiddelbart” mod til et nej til et militært bidrag.

Villy Søvndal udtaler i søndagens pressemeddelelse: ”Jeg er meget bekymret over situationen i Mali. I lyset af risikoen for yderligere destabilisering, bakker jeg fuldt og helt op om Frankrigs forsøg på at sikre stabilitet i området inden for rammerne af FN’s Sikkerhedsrådsresolution 2085.”

Udenrigsministeren fortsætter: “Frankrigs indsats skal ikke mindst ses i lyset af behovet for at beskytte civilbefolkningen samt et ønske om at forhindre terror-organisationer i at overtage kontrollen i den skrøbelige stat. Jeg har faktisk længe været bekymret over den ustabile situation i Mali, og den seneste militære offensiv i det nordlige Mali forøger desværre risikoen for yderligere destabilisering – ikke bare af Mali, men af hele den bredere Sahel-region. Jeg fordømmer på det kraftigste de militære angreb på de maliske styrker. Jeg opfordrer Malis overgangsregering til at fremlægge en handlingsplan for en fuld genetablering af landets forfatningsmæssige rammer. Forhandling er fortsat en mulighed, men naturligvis kun med de grupper, der er villige til at acceptere malisk national enhed og har afskåret kontakten til terroristbevægelser.”

I Jyllands-Postens og Politikens dækning foreligger der ingen oplysninger om, hvorvidt Malis regering eller franske repræsentanter har bedt om et dansk bidrag til den militære aktion i landet.

Update 14/1 15:30: B.dk kalder interessant nok det danske styrkebidrag for “jordpersonel” og “støttepersonel” på skift. JP skriver: “Danskerne skal primært bistå med sikringen af den civile befolkning.” Det kan de nok ikke gøre fra Hercules-flyet.

Update 14/1 16:30: Owen Jones skriver i dagens The Independent om den britiske beslutning om at sende fly til Mali:

No scrutiny, no build-up, no parliamentary vote, not even a softening-up exercise. Britain is now involved in yet another military conflict in a Muslim land, or so we have been informed. [...]

[T]his intervention is itself the consequence of another. The Libyan war is frequently touted as a success story for liberal interventionism. Yet the toppling of Muammar Gaddafi’s dictatorship had consequences that Western intelligence services probably never even bothered to imagine. Tuaregs – who traditionally hailed from northern Mali – made up a large portion of his army. When Gaddafi was ejected from power, they returned to their homeland: sometimes forcibly so as black Africans came under attack in post-Gaddafi Libya, an uncomfortable fact largely ignored by the Western media. [...]

It is disturbing – to say the least – how [David] Cameron has led Britain into Mali’s conflict without even a pretence at consultation. Troops will not be sent, we are told; but the term “mission creep” exists for a reason, and an escalation could surely trigger deeper British involvement.

Glenn Greenwald skriver for The Guardian:

[A]s the New York Times’ background account from this morning makes clear, much of the instability in Mali is the direct result of Nato’s intervention in Libya. Specifically, “heavily armed, battle-hardened Islamist fighters returned from combat in Libya” and “the big weaponry coming out of Libya and the different, more Islamic fighters who came back” played the precipitating role in the collapse of the US-supported central government.

Update 14/1 16:40: “De danske soldaters opgave bliver at transportere tropper og materiel til Mali,” siger Villy Søvndal efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn, hvor regeringen har opnået mandat til tre måneders indsats. Han understreger, at der ikke er tale om danske kamptropper. Forslaget førstebehandles tirsdag kl. 13 og vedtages senere tirsdag, fortæller Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S).

“Den Afrikanske Union har bedt om, at man bistår, den maliske regering har bedt om, at man bistår. Så det er den mest rene konflikt, jeg kan huske meget længe,” citerer DR udenrigsministeren for at udtale. Den mest rene hybris længe? Vi får se.

“Tre millioner afghanske piger går i skole, opiumsproduktionen falder, og 80% af afghanerne har nu adgang til sundhedsvæsenet. Har vi vundet eller tabt krigen i Afghanistan?”

Sådan lød vinklen i P1 Debat mandag den 7. januar 2013, hvor forsvarsminister Nick Hækkerup (S) deltog sammen med Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen.

Især Nick Hækkerups svar var bemærkelsesværdige. Gang på gang afviste forsvarsministeren nemlig, at den militære succes i Afghanistan skulle måles på skolebyggerier eller afghanske pigers adgang til uddannelse. Snarere handlede det om terrorisme og egen sikkerhed.

Hækkerup lagde således ud med at forklare, at Danmarks interesse i landet er at sikre, at der ikke bliver skabt terrorister, “som vil slå til blandt andet i Danmark, eller vil kunne slå til i Danmark, så på den måde har vi bevæget os betydeligt i den rigtige retning.”

Programmet vært Gitte Hansen spurgte derfor Hækkerup, om Taliban så er besejret?

“Det kan man jo ikke sige i den forstand, at Taliban er væk eller at alt ser rosenrødt ud. Sådan er det jo slet, slet ikke i Afghanistan, og der er stadigvæk et godt stykke vej at gå. Det bevæger sig den rigtige vej. Man kunne sagtens ønske sig, at det gik hurtigere – det kunne jeg bestemt også,” svarede Hækkerup.

Nikolaj Villumsen mente derimod, at Taliban var styrket i en sådan grad, at meget tydede på en borgerkrig efter NATO’s militære exit. Det reducerede forsvarsministeren til en diskussion om, hvorvidt “glasset er halvt fyldt eller halvt tomt.”

Senere igen spurgte værten de to debattører (på noget ledende vis) om ikke de ovennævnte fremskridt inden for skolegang osv. var tegn på, at vi havde “vundet det lange, seje træk”? Det afviste den socialdemokratiske forsvarsminister blankt.

”Men vi har ikke været i Afghanistan, vil jeg bare sige, for at opbygge demokrati eller skolevæsen eller sundhedsvæsen. Vi er i Afghanistan for at bekæmpe terrorisme. Og det der med, at de andre mål skal man så lægge oveni, det er en politisk tilsnigelse. Det er ikke det vi har været der for. Vi har været der for at bekæmpe terrorister, sådan at der ikke bliver uddannet terrorister, sådan at der ikke bliver sprængt bomber i Danmark,” forklarede Hækkerup.

“Men hvorfor hører vi så hele tiden om, hvor vigtigt det er, at danske soldater er med til at bygge skoler, dele skolemateriale ud og sørge for, at bl.a. piger får adgang til uddannelse?” spurgte Gitte Hansen.

Forsvarsministeren uddybede, at winning hearts and minds (at “vinde sympati hos lokalbefolkningen”) skulle betragtes som en helt fast komponent i den militære indsats. Citat Nick Hækkerup om brøndgravning og skolebyggeri: “Det lyder lidt kynisk det her, men det er et militært værktøj. Det vi laver militært i Afghanistan, det er at slå terrorister ihjel. Så de ikke kan sprænge bomber, så de ikke kan myrde, så de ikke kan slå til i Danmark, så vi kan leve det liv i frihed og tryghed herhjemme, som vi gerne vil. Så vi ikke behøver bekymre os om … at der bliver sprunget bomber på Hovedbanegården.”

Nikolaj Villumsen lagde vægt på det bekymrende i, at Forsvaret “påklistrer sig det humanitære nødhjælpsarbejde,” hvilket humanitære organisationer da også har udtrykt stor udtilfredshed over. “Det er dybt problematisk, at man på den måde kobler det militære til det humanitære, i stedet for at satse på det humanitære,” sagde Villumsen.

”Jeg er bange for, at Nikolaj blander tingene lidt sammen,” forklarede Hækkerup og understregede, at militæret skam kun står for en ”beskeden” del af den humanitære indsats i Afghanistan.

Hvordan kan det så være, at netop det såkaldte civil-militære samarbejde (CIMIC) bliver promoveret “big time” i de danske medier fra selve forsvarets side, spurgte Gitte Hansen skarpt. Det havde Hækkerup øjensynligt noget vanskeligt ved at at forklare.

Forsvarsministeren valgte igen blot at understrege, at Villumsens holdning angående behovet for inklusive fredsforhandlinger måtte anses for “naiv”. Han gentog derefter den holdning, at det danske forsvar netop skulle bruges i konflikter, hvor opgaven var “vanskelig”.

“Denne her regering har sagt: Vi vil føre en aktivistisk udenrigspolitik. Vi vil varetage Danmarks interesser ude i verden. Vi vil være med til at kæmpe for de ting, som vi mener er rigtigt,” erklærede Hækkerup tidligere i udsendelsen.

—

Kommentar: Wow. Hvornår har de danske socialdemokrater omdannet sig til kyniske superrealister/terrorkrigere krydret med kun en knivspids af Anders Fogh Rasmussens værdi-aktivisme? Har socialdemokraterne ikke netop været blandt de partier, som har lagt størst vægt på de ‘bløde’ aspekter i den danske indsats i Afghanistan?

Se f.eks. den socialdemokratiske udenrigsordfører Jeppe Kofods  facebook-status fra et besøg i Helmand i november 2012: “Det er en imponerende indsats danske styrker og andre udsendte gør for at skabe sikkerhed og udvikling i Helmand, og vi kan i det hele taget være stolte af den danske indsats i hele Afghanistan. Fx har vi været med til at sikre millioner af børn skolegang, herunder ikke mindst pigerne som unde[r] Taliban var forbudt skolegang. Man mærker klart, at Afghanistan er på rette vej både med udvikling og sikkerhed. I dag er det stærkt usandsynligt, at Taliban igen kunne overtage magten i landet. Heldigvis!”

Denne uegennyttige tilgang med fokus på en kombination af afghansk sikkerhed og udvikling (ikke egen sikkerhed) undsiger Hækkerup således direkte i udsendelsen.

Anders Fogh Rasmussen, maj 2007: “Danske soldater i verdens brændpunkter arbejder for at fremme frihed, sikkerhed og demokrati. De arbejder for at skabe rammerne om genopbygning og økonomiske og sociale fremskridt. Og pigeskolen i Kabul er blot ét af mange eksempler på, at det nytter. At vi kan gøre en forskel.” Eller også er pigeskolen i Kabul bare et “militært værktøj”?

På trods af et væld af afsløringer – både nye og gamle – nægter den danske forsvarstop og den ansvarlige minister, Nick Hækkerup, stadig at tage de nu 23 irakiske Green Desert-torturofres sag alvorligt. Der tegner sig i stigende grad et klart billede af en forsvarsledelse, som pure afviser alle krav om at udvise selv et minimum af åbenhed og ansvarlighed.

Den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard offentliggjorde den 18. oktober 2012 en hidtil hemmeligholdt video, der viser irakiske fanger blive sparket og slået mens danske soldater ser på. Videoen er optaget den 25. november 2004 under operationen Green Desert i byen Az-Zubayr syd for Basra, hvorunder 36 irakere blev anholdt.

I de følgende uger skrev undertegnede et par nogenlunde enslydende artikler om sagen (se her og her) og gav desuden en række udtalelser til bl.a. Ekstra Bladet. Pointen var denne: Man må forstå videoen i sammenhæng med al den viden, der allerede er kommet frem i lyset om den danske fangepolitik i Irak såvel som Afghanistan. Og det er ikke så lidt. Selve Anders Kærgaards afsløringer er endda ikke nye og ukendte, da lignende historier om fangemishandlinger og overdragelse til tortur efter Green Desert kunne findes i de danske aviser så tidligt som december 2004.

I flere år har det desuden været offentligt kendt, at den danske forsvarsledelse siden 2004 har været vidende om de irakiske samarbejdspartneres systematiske mishandling af fanger. Det danske medansvar synes derfor at være åbenlyst. Fortielserne er heller ikke nye. De er tidligere kommet til udtryk gennem især forsvarsminister Søren Gades undvigende og misvisende svar på spørgsmål om dansk fangepolitik og kendskab til mishandlinger fra Folketingets talerstol.

Regeringen kendte til irakisk tortur

Efter nogle ugers stilhed i november har Green Desert-sagen nu udviklet sig yderligere på flere kanter: Den fhv. danske ambassadør i Irak, Christian Oldenburg, gav i et interview med Altinget.dk den 18. november 2012 klart udtryk for det synspunkt, at de danske styrker i Operation Green Desert blev brugt som del i en intern religiøs konflikt.

“Det ligner et religiøst overgreb fra et flertal mod et mindretal. Det undrer mig ikke, at de religiøse grupper slås mod hinanden, men det undrer mig, at den danske hær deltager i en religiøs, stammemæssig konflikt,” sagde Oldenburg med henvisning til de for størstedelens vedkommende sunni-muslimske anholdte.

Den fhv. ambassadørs mistanke forstærkes af, at ingen af de 36 irakere sigtes, men i stedet løslades efter op til tre måneders fangenskab: “Jeg får en mistanke om, at det er tale om et shia-overfald på sunni-muslimer. Der blev fundet meget få våben, og de blev løsladt uden anklager. Så det virker som en fantastisk mærkelig sag, som skal opklares til bunds,” sagde Oldenburg.

Til Ekstra Bladet forklarede Oldenburg, som var dansk ambassadør i Irak fra juli 2005 til august 2006, at det var alment kendt i Irak, at fanger blev mishandlet. Ikke kun i irakiske fængsler, men også amerikanske:

“Da jeg var i Irak, var det den almindelige opfattelse dér, at både de amerikanske og de irakiske fængsler var forfærdelige, og at tæsk, mishandling, ydmygelser og måske endda tortur kunne forekomme regelmæssigt,” siger han.

Oplysninger om mishandling meldte Oldenburg efter eget udsagn flere gange videre:

“Jeg har indberettet om den slags sager, når det faldt for. Getterman [Torben Gettermann, dansk ambassadør juni 2004-juli 2005, red.] og jeg indberettede det til Udenrigsministeriet, hvor det er kommet ind på kontorchefniveau. Hvad der så efterfølgende er sket i ministeriet, kan jeg jo ikke vide.”

Torben Gettermann bekræftede som tidligere, at han ligeledes havde advaret Udenrigsministeriet mod fangemishandling i irakiske fængsler.

Nyt pres på forsvarstoppen

De 11 irakiske torturofre, der tidligere har anlagt erstatningssager mod det danske forsvarsministerium, fik den 12. december 2012 afslag på fri proces fra Procesbevillingsnævnet. Således vil de selv skulle stille i alt 440.000 kr. i sikkerhed for at få deres sager prøvet, som krævet af Forsvarsministeriet.

Beslutningen er reelt det samme som at nægte irakerne at få deres sag prøvet, udtaler de elleves advokat, Christian Harlang. Han giver derfor udtryk for håb om at kunne få afslaget omgjort på baggrund af nye oplysninger.

På trods af stærk kritik fra både højre og venstre samt fra flere forsvarseksperter afviste SF’s forsvarsordfører Jonas Dahl i Berlingske den 10. december, at der skulle være tale om (eller kunne blive tale om) en aktiv indblanding i sagen fra Forsvarsministeriets og forsvarsminister Nick Hækkerups side. Dette på trods af, at det ifølge Harlang var netop ministeriet, der anmodede statens advokat, Kammeradvokaten, om at rejse krav om sikkerhedsstillelse over for Østre Landsret.

Den 28. december afleverede Harlang stævning mod den danske stat på vegne af yderligere tolv irakere. I modsætning til de elleve oprindelige sagsøgere er de tolv nye sagsøgere hverken shia- eller sunnimuslimer, men tilhører derimod sufismen. Ifølge advokaten er de identiske med de irakere, der ses  på den omdiskuterede video fra Green Desert.

Samme dag opfordrede Anders Kærgaard staten og forsvarskommandoen til at samarbejde med de irakiske torturofre, ikke modarbejde dem:

“Jeg synes, det er på tide, at staten gør noget andet i denne her sag, end den hidtil har gjort. Det, der er sket ind til videre, det er simpelthen for usselt,” sagde den tidligere officer til Ritzau.

“Det er vigtigt, at alle de mennesker, der var udsat for overgreb i forbindelse med den operation, som den danske bataljon havde ansvaret for, får den hjælp og anerkendelse, som de har brug for. Denne sag handler om, at vi som stat skal påtage os det ansvar, som helt åbenlyst er vores,” fortsatte Kærgaard.

Der er ingen tvivl om, at danskerne var medansvarlige for den mishandling, de 23 irakere blev udsat for, mente den danske kaptajn. Det var ifølge ham almindelig viden, “at hvis man udleverede sunnier til shiaer eller omvendt på det tidspunkt, så kunne det få meget alvorlige konsekvenser i form af sekterisk vold og tortur. Det vidste vi også i den danske bataljon, da operation Green Desert foregik.”

Anders Kærgaard er derfor heller ikke i tvivl om, at irakerne vil vinde sagen, hvis domstolene får mulighed for at afgøre den. Adskillige tortureksperter har de senere uger (igen) givet Kærgaard medhold i, at de irakiske torturofre fortjener retshjælp frem for officiel modstand.

Konklusionen: Tid til åbenhed

Ét faktum står tilbage efter otte års mørklægning i fangepolitikken: Vi ved med sikkerhed, at irakiske fanger faktisk blev mishandlet og endda tortureret under og efter den danske mission i Irak. Forsvaret vidste det allerede i 2004. Der tegner sig således et utvetydigt billede af en uhyre kritisabel dansk fangepolitik, både juridisk og etisk.

Green Desert-efterspillet fremstår med andre ord som en konsekvent del af en overordnet fangepolitik, hvor det danske forsvars militære og politiske ledelse gennem hemmeligholdelser, fortielser og uklare ordrer til de danske soldater har ageret i klar strid med de demokratiske retsstatsprincipper, som man netop har hævdet at ville fremme i lande som Irak og Afghanistan.

Det må nu undersøges grundigt og alvorligt, hvor ansvaret skal placeres for dette svigt, som er fortsat i mere end otte år. Men hverken danskere eller irakere kan i Green Desert-sagen vente på en Irak-kommission med deadline i 2017, som forsvarsminister Nick Hækkerup gang på gang henviser til.

Tiden til at tage det første spadestik i opgøret med den forsvars- og sikkerhedspolitiske fortielseskultur er nu.

Berlingske citerer Støjberg: “Det her er holdninger, der kun hører hjemme i tabersamfund. Så min opfordring til dem er, at de skal fise hjem til de taberlande, hvor deres holdninger deles.”

Og fra Støjbergs facebook-profil søndag: “Jeg synes, at salafisterne skal rejse hen til et land hvor deres syge holdninger passer ind” (mine understregninger).

Gad vide, hvilke lande og samfund, den liberale integrationsordfører har i tankerne? Det skulle vel aldrig være de selvsamme “tabersamfund”, hvor ikke mindst VK-regeringen brugte over et årti samt uhørte mængder af ressourcer på at udbrede “frihed, demokrati og menneskerettigheder” med raketter, kamptropper, udviklingsinitiativer og andre midler (i langt mindre grad diplomati)?

Oprigtigheden i dette offensivt-liberale udenrigspolitiske projekt kan man jo så tænke sit om, med Inger Støjbergs åbenlyse foragt for de berørte samfund og mennesker in mente.

Hvad bliver konsekvenserne mon? Logisk har ledelsen i Venstre to muligheder i forhold til Støjbergs anti-diplomatiske udtalelser. Partitoppen kan (a) lægge afstand eller (b) erkende, at den offensive liberale linje over for “taberlandene” har været et blålys (eller alternativt en fiasko).

Reelt har de selvfølgelig også en tredje mulighed: At fortsætte med at blæse, dvs. udstede storladne proklamationer om behovet for demokrati og menneskerettigheder i de arabiske og mellemøstlige lande, og samtidig have mel i munden, dvs. periodevis udtrykke deres foragt for befolkningerne i selvsamme lande (efter Støjberg’sk model).

Mon ikke Venstre i mangel på større pres fra vælgere, medier og andre politiske partier vælger denne tredje mulighed?

Double tap-taktikken anvendes efter alt at dømme også mod f.eks. begravelser, hvor der således tale om bevidste bombninger af tidligere ofres pårørende og andre civile. Fra Business Insider (h/t Andreas Qvist Christensen):

NYU student Josh Begley is tweeting every reported U.S. drone strike since 2002, and the feed highlights a disturbing tactic employed by the U.S. that is widely considered a war crime.

Known as the “double tap,” the tactic involves bombing a target multiple times in relatively quick succession, meaning that the second strike often hits first responders.

A 2007 report by the Homeland Security Institute called double taps a “favorite tactic of Hamas” and the FBI considers it a tactic employed by terrorists.

UN special rapporteur on extrajudicial killings Christof Heyns said that if there are “secondary drone strikes on rescuers who are helping (the injured) after an initial drone attack, those further attacks are a war crime.”

The U.S. refuses to discuss the merits of its overtly covert drone program, but the reports featured on @dronestream clearly document that U.S. hellfire missiles have intentionally targeted funerals and civilian rescuers.

De amerikanske CIA-droneangreb i Pakistan, Afghanistan, Yemen og andre steder – som er blevet øget massivt under præsident Obama og indirekte støttes af den danske regering – blev i september udsat for den måske mest alvorlige kritik hidtil i en omfattende rapport fra Stanford/NYU med titlen Living under Drones. Samme uge blev mindst otte kvinder dræbt i et droneangreb i Afghanistan.

FN betragter brugen af udenomsretlige henrettelser som ulovlige, og flere af FN’s rapportører har derfor fordømt den amerikanske praksis.

I indeværende uge er danske PET kommet under beskyldning for deltagelse i ulovlige droneangreb i forbindelse med sagen om agenten Morten Storm. Beskyldningerne førte bl.a. til en opsigtsvækkende støtteerklæring fra Dansk Folkeparti til brugen af udenomsretlige henrettelser i Yemen og Pakistan, ja, egentlig hvorsomhelst (så meget for demokrati, national suverænitet og retsstatsprincippet).

Udenriget.dk har tidligere haft de amerikanske droneangreb og den danske støtte under behandling her, her og her. For flere oplysninger om droneangrebene anbefales The Bureau of Investigative Journalism.