Søndag aften kl. 22.30 tonede en yderst kraftfuld fortaler for dansk og vestlig militær intervention i Syrien frem på de danske tv-skærme, omgivet af en række bipersoner. Navnet? Martin Breum, vært på DR2’s Deadline.

I oplægget til søndagens udgave af Deadline fremgik Breum og redaktionens dagsorden allerede tydeligt:

Situationen i Syrien synes efterhånden at være ude af kontrol. Op mod 100.000 civile er nu døde, i nat bombede Israel tæt på Damaskus, islamistiske militser vinder frem, Assad-regimet har begået flere massedrab i de seneste dage – men Danmark og resten af Vesten vil ikke yde militær støtte til de demokratiske oprørere. Hvorfor tøver Vesten i forhold til Syrien?

Vesten “tøver i forhold til Syrien” og vil ikke yde militær støtte til selv de “demokratiske oprørere”. Sådan fremstår Syrien-problematikken altså i Deadline-redaktionens oplæg. Frem for at stille åbne spørgsmål om konflikten og den internationale respons, kom en række lukkede, afgjorte og stærkt tvivlsomme påstande således til at fungere som præmisser for udsendelsen og dens indhold. Læs videre…

USA’s droneangreb er siden deres begyndelse i George W. Bushs regeringsperiode blevet udvidet fra Pakistans nordvestlige grænseområder, hvor Taleban og al-Qaeda har været hovedmål, til også at omfatte Afghanistan, Yemen, Somalia og Filippinerne. Denne åbne hemmelighed blev først bekræftet af Det Hvide Hus for godt et år siden. I maj 2012 beskrev New York Times præsident Obamas personlige engagement i angrebene gennem godkendelsen af en ugentlig ‘kill list’ over dronemål.

I kølvandet på afsløringerne viste en opgørelse, at Obama allerede havde beordret over 300 droneangreb. Det var fem gange så mange, som Bush nåede at stå i spidsen for under hele sin embedsperiode. Siden dronestrategien blev offentligt kendt er angrebene kun tiltaget yderligere, mens en lang række uafhængige rapporter har belyst angrebenes folkeretlige problemer og ikke mindst deres menneskelige omkostninger, bl.a. i form af flere hundrede civile dødsfald (FN har ligeledes påbegyndt en undersøgelse).

I en debatartikel i Dagbladet Information var undertegnede sammen med Poyâ Pâkzâd i juni blandt de første danske kommentatorer til at sætte fokus på droneangrebenes konsekvenser efter New York Times’ afsløringer. Fra dansk side var støtten til en udvidet brug af dronerne dog endnu hævet over diskussion. Således gik det praktisk talt ubemærket hen, at partierne bag det danske forsvarsforlig i opløbet til NATO’s Chicago-topmøde netop i maj 2012 havde besluttet at anvende 540 mio. kr. fra forsvarsbudgettet til indkøb af NATO-droner som del af det såkaldte AGS-projekt. NATO’s droneprojekt har til formål at aflaste USA, således at de amerikanske ressourcer hidtil dedikeret til overvågningsopgaver kan bruges andre steder, f.eks. til droneangreb i de ovennævnte lande.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) fortalte kort efter pressen, at beslutningen om den danske AGS-deltagelse allerede havde medført betydelig tilfredshed i Washington. Han fandt det ikke derudover nødvendigt at argumentere for dens rigtighed. Den utvetydige droneros fra forsvarsministeren fortsatte over de kommende måneder og statsministeren støttede op. Også tidl. udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) udtalte sig på TV2 News rosende om dronerne, som han endda betegnede dem som “fremtiden for krigsførelse”.

Kort tid efter blev den sparsomme danske kritik af droneangrebene bemærkelsesværdigt nok personificeret af Venstres udenrigsordfører Søren Pind. Pind vendte i juli 2012 tilbage fra sin sommerferie for at sætte sig tungt på det (utroligt nok) næsten ledige synspunkt, at drab på civile uden rettergang var uacceptabelt – også når disse snigmord blev udført af en vestlig regering. Læs videre…

“Tre millioner afghanske piger går i skole, opiumsproduktionen falder, og 80% af afghanerne har nu adgang til sundhedsvæsenet. Har vi vundet eller tabt krigen i Afghanistan?”

Sådan lød vinklen i P1 Debat mandag den 7. januar 2013, hvor forsvarsminister Nick Hækkerup (S) deltog sammen med Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen.

Især Nick Hækkerups svar var bemærkelsesværdige. Gang på gang afviste forsvarsministeren nemlig, at den militære succes i Afghanistan skulle måles på skolebyggerier eller afghanske pigers adgang til uddannelse. Snarere handlede det om terrorisme og egen sikkerhed.

Hækkerup lagde således ud med at forklare, at Danmarks interesse i landet er at sikre, at der ikke bliver skabt terrorister, “som vil slå til blandt andet i Danmark, eller vil kunne slå til i Danmark, så på den måde har vi bevæget os betydeligt i den rigtige retning.” Læs videre…

På trods af et væld af afsløringer – både nye og gamle – nægter den danske forsvarstop og den ansvarlige minister, Nick Hækkerup, stadig at tage de nu 23 irakiske Green Desert-torturofres sag alvorligt. Der tegner sig i stigende grad et klart billede af en forsvarsledelse, som pure afviser alle krav om at udvise selv et minimum af åbenhed og ansvarlighed.

Den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard offentliggjorde den 18. oktober 2012 en hidtil hemmeligholdt video, der viser irakiske fanger blive sparket og slået mens danske soldater ser på. Videoen er optaget den 25. november 2004 under operationen Green Desert i byen Az-Zubayr syd for Basra, hvorunder 36 irakere blev anholdt.

I de følgende uger skrev undertegnede et par nogenlunde enslydende artikler om sagen (se her og her) og gav desuden en række udtalelser til bl.a. Ekstra Bladet. Pointen var denne: Man må forstå videoen i sammenhæng med al den viden, der allerede er kommet frem i lyset om den danske fangepolitik i Irak såvel som Afghanistan. Og det er ikke så lidt. Selve Anders Kærgaards afsløringer er endda ikke nye og ukendte, da lignende historier om fangemishandlinger og overdragelse til tortur efter Green Desert kunne findes i de danske aviser så tidligt som december 2004. Læs videre…

Lægger den fhv. Venstre-minister Inger Støjberg nullernes ‘aktivistiske’ VKO-mellemøstenpolitik i graven? Sådan kunne det i al fald se ud. I en udtalelse beder Støjberg mandag en gruppe angiveligt anti-demokratiske muslimske demonstranter “fise hjem” til deres “taberlande” og “tabersamfund”, hvor radikale holdninger ifølge Inger Støjberg (gudhjælpedem) “hører hjemme”.

Berlingske citerer Støjberg: “Det her er holdninger, der kun hører hjemme i tabersamfund. Så min opfordring til dem er, at de skal fise hjem til de taberlande, hvor deres holdninger deles.”

Og fra Støjbergs facebook-profil søndag: “Jeg synes, at salafisterne skal rejse hen til et land hvor deres syge holdninger passer ind” (mine understregninger). Læs videre…

Hvis de fastlåste internationale diskussioner om situationen i Syrien skal have noget håb om at rykke sig, kræver det at danske og vestlige medier opgiver tankegangen om, at “vi vil det gode, I vil det onde” og kaster et mere ærligt blik på det globale magt- og forhandlingsspil.

“Så længe Assad er ved magten, er FN reelt handlingslammet over for Syrien. Rusland og Kinas interesser i Syrien er for store.” Sådan kunne man læse i Berlingske den 20. juli 2012. “Russisk kynisme” lød overskriften på Politikens leder om Syrien to dage forinden. Uovervejede metaforer om benspænd og hjulkæppe har ligeledes fået frit løb i de danske mediers analyser af Kina og Ruslands rolle i den syriske konflikt og lammelsen i FN’s Sikkerhedsråd.

Den skepsis omkring militær intervention i Syrien, som Rusland sammen med Kina og andre store udviklingslande har lagt for dagen i FN’s Sikkerhedsråd, behandles således af medierne som værende aldeles uforståelig – eller det der er værre. Det har skadet debatten i en sådan grad, at resultatet er blevet én af de alvorligste blinde vinkler i dagens dækning af borgerkrigen i Syrien og de internationale forhandlinger om denne. Læs videre…

Det hjælper ikke at spekulere i, hvilken slags militær intervention vi skal kaste os ud i, når konflikter som den syriske står for døren, skriver jeg onsdag i en kommentar til Ræson. De udenrigspolitiske debattører har glemt begreber som diplomati og mægling, vurderer jeg, og jeg bruger her Politikens lederskribent Anders Jerichow som eksempel.

Der er i mediedebatten et ensidigt fokus på det militære indgrebs hvordan (bevæbning af oprørere eller direkte indgreb?) og hvornår (nu eller senere?). Dette svarer til at åbne værktøjskassen og overveje, om den store hammer eller den meget store hammer skal anvendes til at skrues skruer i, konkluderer jeg i kommentaren. Hele artiklen kan læses her. Læs videre…

Så kom Søren Pind ellers tilbage fra sommerferie for at sætte sig tungt på det (utroligt nok) stort set ledige synspunkt, at terrordrab på civilbefolkninger er uacceptabelt – også når terrorismen udføres af en vestlig regering. Venstres udenrigsordfører henviser i sin kritik til de amerikanske droneangreb mod bl.a. Pakistans nordlige grænseregioner, der igennem de seneste år er tiltaget drastisk under præsident Obama, med et stort antal civile dødsfald til følge.

Pinds motiver for kritikken vil jeg ikke analysere her. Dog skal man for objektivitetens skyld huske, at et bredt politisk flertal (inkl. Venstre) så sent som maj måned valgte at bakke ukritisk op om dansk medfinansiering af NATO’s eget AGS-droneprojekt. Fra amerikansk perspektiv er ét hovedmål med AGS-projektet, at NATO-landene kan aflaste USA i de militære overvågningsopgaver, således at de amerikanske angreb på Pakistan – samt lande som Yemen, Somalia og Filippinerne – kan fortsætte uden øgede økonomiske omkostninger (hvis da ikke ligefrem intensiveres, hvilket bestemt ikke er udelukket).

For kun to måneder siden erklærede Venstres tilbagevendte forsvarsordfører Troels Lund Poulsen sin store glæde over Thorning-regeringens støtte til selvsamme NATO-projekt. Noget hænger altså ikke sammen dér. Således rammer Pinds kritik ikke kun den nuværende regering, hvor udenrigsminister Søvndal forholder sig tavst til USA’s dronestrategi mens forsvarsminister Hækkerup udtaler sig i yderst positive vendinger, men den rammer også hans eget parti og den fhv. regering. Læs videre…

Fra september 2010 til maj 2011 skrev jeg om de mange facetter i dansk udenrigspolitik for Magasinet Europa. Magasinet er nyligt genlanceret og ældre artikler er derfor lagt offline, men visse indlæg syntes jeg var værd at bevare. Disse genoptrykkes i løbet af maj 2012 på Udenriget.dk under tagget ‘Europablog’. Nedenstående er nummer seks i rækken, oprindelig bragt hos Magasinet Europa 14. februar 2011.

Mere europapolitik, mindre europataktik

Den 4. februar 2011 annoncerede Tyskland og Frankrigs statsledere en vidtgående plan for eurozonen, udformet mellem de to lande selv, nemlig den såkaldte “Competitiveness Pact”. Hvis pagten vedtages blandt eurolandene, vil den ifølge kommentatorer skabe en decideret finanspolitisk union oven i eurozonens monetære samarbejde. Her et par noter og spørgsmål om den danske respons.

Fem dage senere sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen under en debat i folketingssalen, at Danmark som svar på den tysk-franske pagt kan blive nødt til at genoverveje sin stilling til euroen og det danske forbehold inden for den kommende tid: “Vi har et forbehold. Men nu ser vi konturerne af et samarbejde med afsæt i eurozonen, som tager til i omfang og dybde, og som meget vel kan aktualisere vores overvejelser om vores egen position i forhold til euroen,” sagde Løkke Rasmussen vagt. Læs videre…

Fra september 2010 til maj 2011 skrev jeg om de mange facetter i dansk udenrigspolitik for Magasinet Europa. Magasinet er nyligt genlanceret og ældre artikler er derfor lagt offline, men visse indlæg syntes jeg var værd at bevare. Disse genoptrykkes i løbet af maj 2012 på Udenriget.dk under tagget ‘Europablog’. Nedenstående er nummer tre i rækken, oprindelig bragt hos Magasinet Europa 24. oktober 2010.

Sohn og det historiske opgør

Som langt de fleste nok er klar over, er sagen om Ole Sohns gøren og laden i den kolde krigs døende dage blevet et glohedt politisk debatemne. Det faktum, at Sohn fungerede som DKP-formand i perioden 1987-91, har selvfølgelig altid været offentlig tilgængelig viden. Den ‘rygende pistol’ netop nu er derimod B.T.s fund af et brev forfattet af Sohn i det østtyske rigsarkiv.

I brevet, sendt fra Sohn til DDR-lederen Erich Honecker i oktober 1989, roser Sohn det østtyske kommunistparti for at være en afgørende faktor for fred, sikkerhed, afspænding og samarbejde i Europa. Interessen for brevet skyldes, hævdede TV 2 den 15. oktober 2010, “at SF’s gruppeformand i flere interview senere har taget skarpt afstand fra styret i DDR.” Altså er dette en historie om en enkelt mands hykleri: Sohn havde støttet styret i DDR indtil den bitre ende, på trods af at han senere har forsøgt at tegne det modsatte billede. Samtlige medier erklærede sig helt enige i vinklingen.

Her udviste de danske medier dog alle de sædvanlige symptomer på hukommelsestab. Læs videre…