“Tre millioner afghanske piger går i skole, opiumsproduktionen falder, og 80% af afghanerne har nu adgang til sundhedsvæsenet. Har vi vundet eller tabt krigen i Afghanistan?”

Sådan lød vinklen i P1 Debat mandag den 7. januar 2013, hvor forsvarsminister Nick Hækkerup (S) deltog sammen med Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen.

Især Nick Hækkerups svar var bemærkelsesværdige. Gang på gang afviste forsvarsministeren nemlig, at den militære succes i Afghanistan skulle måles på skolebyggerier eller afghanske pigers adgang til uddannelse. Snarere handlede det om terrorisme og egen sikkerhed.

Hækkerup lagde således ud med at forklare, at Danmarks interesse i landet er at sikre, at der ikke bliver skabt terrorister, “som vil slå til blandt andet i Danmark, eller vil kunne slå til i Danmark, så på den måde har vi bevæget os betydeligt i den rigtige retning.” Læs videre…

Hvad vil det sige at have en ‘fredstradition’ eller endda at være en ‘fredselskende nation’? Spørgsmålet var i centrum på en konference i Oslo, The Norwegian Peace Tradition, som i november 2012 afsluttede et næsten tiårigt forskningsprojekt ved Universitetet i Oslo.

Idéen om en national fredstradition har haft stor betydning i de nordiske lande, ikke mindst Norge. Men selvros kan let kamme over, som det blev bemærket af indlederen Hanne Hagtved Vik. Konferencen var således en lejlighed til at kigge selve idéen om den nordiske tradition for fred nærmere efter i sømmene.

Helge Pharo, forskningsprojektets leder, lagde på førstedagen (15. november) op til de kommende tre dages præsentation af ni års forskningsresultater ved at stille en række af nøglespørgsmålene: Kan fredstraditionen virkelig findes i de norske aktørers tænkning og handlemønstre? Har der været tale om nogen systematisk tænkning om årsager til og betingelser for fred? Hvilken praksis har været resultatet?

Ifølge historikeren Øyvind Tønnesson har det længe været sædvanen at se på Norge som en særligt fredselskende nation. Med tiden er dette billede dog overdrevet i en sådan grad, at forestillingen om Norge som ufejlbarlig fredsnation nærmere er blevet lidt af en vittighed. Læs videre…

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) præsenterede torsdag den 8. december den nye regerings udviklingspolitiske prioriteter for 2012 og fremefter. Det skete ved et debatmøde afholdt af Udenrigsministeriet og Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde i Mogens Dahl Koncertsal på Islands Brygge i København.

Hovedpunkterne i den nye ministers oplæg om den kommende tids udviklingspolitik var følgende:

• I finansloven for 2012 deles den øgede danske udviklingsbistand på i alt 15,5 mia. kr. op i to overordnede kategorier: Den fattigdoms- orienterede ramme (11,9 mia.) og den globale ramme (3,4 mia.), som så at sige rummer alt, der ikke er decideret udviklingsbistand. Herunder hører en ny sikkerhedspolitisk pulje, bistand til klima- og miljø samt en ny udgave af Det Arabiske Initiativ, som skal yde støtte til demokrati og reformer i Mellemøsten og Nordafrika.

• Der bliver af hensyn til statens nuværende finanser ikke sat dato på regeringens løfte om at øge den danske udviklingsbistand til 1 procent af BNP. Christian Friis Bach bekræfter samtidig, at målsætningen på 1 pct. omfatter begge ovennævnte puljer. Ligesom den tidligere regering vil man fortsætte med at indberette alt, der kan tælle som dansk bistand, til donorsamarbejdet OECD-DAC, herunder de 975 mio. kr., som regeringen i 2012 beregner at bruge på modtagelsen af flygtninge. Modsat den tidligere regerings praksis vil dette dog foregå “med åbenhed”. Læs videre…

FN-forbundet og gruppen Parliamentarians for Global Action afholdt tirsdag den 17. maj en konference med titlen “Danmark og FN’s princip om “Responsibility to Protect”: Hvordan varetager vi vores ansvar for at yde international beskyttelse?” Stedet var Fællessalen på Christiansborg og blandt dagens talere var udenrigsminister Lene Espersen, chefredaktør Bo Lidegaard og et panel af danske udenrigspolitikere.

Princippet “Responsibility to Protect” (R2P), som blev vedtaget blandt FN’s medlemslande i 2005 og bekræftet af FN’s Sikkerhedsråd i 2006, har i lyset af den FN-sanktionerede intervention i Libyen modtaget stor opmærksomhed. Som dagens første taler, Marion Arnaud, forklarer, er R2P en international norm baseret på idéen om, at den enkelte stats suverænitet ikke kun er et privilegium men også et ansvar. Princippet har med basis i den allerede eksisterende folkeret det mål at forebygge og stoppe overtrædelser som folkedrab, krigsforbrydelser og etnisk udrensning. Læs videre…

Onsdag den 27. april holdt Gunnar Olesen, bestyrelsesformand for Rådet for International Konfliktløsning (RIKO), foredrag i Folkekirkens Nødhjælps lokaler i København. Foredraget omhandlede et emne, der er særdeles relevant for siden her, nemlig de senere års kobling mellem sikkerheds- og udviklingspolitik og dens indflydelse på den danske indsats i udviklingslandene.

Gunnar Olesen bærer efter eget udsagn mange kasketter. Udover hvervet som bestyrelsesformand i den udenrigspolitiske tænketank RIKO er han både mangeårig udviklingskonsulent med speciale i evaluering og ekstern lektor i internationale udviklingsstudier ved RUC.

Som hyppig debattør af den danske udviklingsbistand har han i mange år været vant til, at offentlig kritik af den danske udviklingsindsats som regel fik lov at stå uimodsagt. Det var indtil en fyr ved navn Søren Pind blev udpeget som politisk leder af Danmarks udviklingssamarbejde.

Sidste år skrev Olesen nemlig i en kronik, at det samlede indtryk af den danske indsats i Afghanistan, som Olesen i flere omgange har besøgt og bidraget til at evaluere, var kommet til at fremstå stadig mere problematisk. Læs videre…

Hvad kan vi forvente os af den danske udenrigspolitik i 2011? På Magasinet Europa-bloggen giver jeg mandag mit bud på syv udenrigspolitiske (strids)spørgsmål, som kommer til at være i fokus i 2011. Blandt andet argumenterer jeg for, at vi i det nye år kommer til at se en øget opmærksomhed på de store udviklingsøkonomier og et fortsat fokus på terrorisme og dansk sikkerhed, også med udviklingsministeren i frontlinjen.

Nye diskussionsemner vil bl.a. komme til at omfatte de noget haltende forberedelser til det danske EU-formandskab, og måske vil en øget bevidsthed omkring unionens kontrol over den danske finanspolitik også medføre en vis debat. Sidst men ikke mindst vil det kommende folketingsvalg utvivlsomt sætte sine tydelige spor på udenrigspolitikken – men hvordan, og i hvilken grad? Læs hele indlægget, “Udenrigspolitikkens syv store spørgsmål i 2011″, lige her.

Endnu mere interessant er det dog, at Magasinet Europa #3 netop er udkommet i fysisk form. Læs videre…

En af de ting jeg gerne vil bruge Udenriget.dk til fra tid til anden (udover udenrigspolitiske nyheder og analyse selvfølgelig) er at præsentere nogle akademiske perspektiver på den danske udenrigspolitik i resumé-form. Samtidig er jeg også interesseret i at gøre opmærksom på nogle relevante ting, jeg selv har produceret i andre sammenhænge (på skamløst selvpromoverende facon). Og hvilket bedre sted at begynde begge disse projekter end med mit eget speciale, tænkte jeg. Det har jeg derfor uploadet som PDF her på siden. Læs videre…

Fredag 30. september 2005 trykte Jyllands-Posten 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed. Udgivelsen af tegningerne blev startskuddet til den største danske udenrigspolitiske krise i nyere tid, som kulminerede i boykot af danske varer i store dele af den arabiske verden og ambassadeafbrændinger i Syrien, Libanon og Iran. Læs videre…