Arkiv for kategorien ‘Analyse’
Søren Friis | 06-05-2013 i Analyse,Kommentar | Kommentarer (1)
Tags: Deadline, FN, Frankrig, Interventionisme, Jakob Skovgaard Petersen, Libyen, Martin Breum, Mediekritik, R2P, Rasmus Helveg Petersen, Sikkerhedspolitk, Storbritannien, Syrien
Søndag aften kl. 22.30 tonede en yderst kraftfuld fortaler for dansk og vestlig militær intervention i Syrien frem på de danske tv-skærme, omgivet af en række bipersoner. Navnet? Martin Breum, vært på DR2’s Deadline.
I oplægget til søndagens udgave af Deadline fremgik Breum og redaktionens dagsorden allerede tydeligt:
Situationen i Syrien synes efterhånden at være ude af kontrol. Op mod 100.000 civile er nu døde, i nat bombede Israel tæt på Damaskus, islamistiske militser vinder frem, Assad-regimet har begået flere massedrab i de seneste dage – men Danmark og resten af Vesten vil ikke yde militær støtte til de demokratiske oprørere. Hvorfor tøver Vesten i forhold til Syrien?
Vesten “tøver i forhold til Syrien” og vil ikke yde militær støtte til selv de “demokratiske oprørere”. Sådan fremstår Syrien-problematikken altså i Deadline-redaktionens oplæg. Frem for at stille åbne spørgsmål om konflikten og den internationale respons, kom en række lukkede, afgjorte og stærkt tvivlsomme påstande således til at fungere som præmisser for udsendelsen og dens indhold. Læs videre…
Søren Friis | 21-03-2013 i Analyse,Notat | Kommentarer (1)
Tags: Anders Fogh Rasmussen, Fangemishandlinger, Green Desert, Irak, Irak-krigen, Irak-undersøgelse, Mellemøsten, Ræson, Sikkerhedspolitik

Den 21. marts 2013 er det præcis ti år siden, at et snævert flertal i det danske folketing besluttede, at Danmark skulle bidrage til invasionen af Irak, som var begyndt med amerikanske luftangreb i dagene omkring den 20. marts 2003. Selve beslutningen (B118) var kortfattet: “Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak.”
I anledning af tiåret for den danske beslutning og invasionen af Irak har undertegnede et notat i Ræson. Artiklen beskriver først kort den (manglende) juridiske baggrund for VK-regeringens Irak-beslutning og ét særligt kritisabelt element i den danske Irak-indsats, nemlig efterfølgende danske regeringers mørklægning af fangemishandlinger siden 2004.
Fra artiklen, “Krigen uden eftermæle: Ti år efter invasionen af Irak”, om krigsgrundlaget:
I Danmark opsummerede det endelige beslutningsforslag, forelagt Folketinget i marts 2003, den danske regerings sag mod Saddam Hussein i tretten punkter. Punkterne beskriver en række tæt forbundne forbrydelser og overtrædelser, som det irakiske regime hævdes at have begået. De tretten punkter blev senere berygtede, da statsministeren efter invasionen pegede på dem som bevis på, at kritikerne af beslutningsgrundlaget “intet havde at komme efter”. Den danske regering havde nemlig udelukkende forholdt sig til FN’s resolutioner, blev det hævdet. Læs videre…
Søren Friis | 08-03-2013 i Analyse,Notat,Nyt | Kommentarer (0)
Tags: Afghanistan, Aktivisme, Anders Fogh Rasmussen, Nick Hækkerup, Realisme, Sikkerhedspolitik, Socialdemokraterne, Værdipolitik
Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) præsenterer i dag en såkaldt “ny aktiv dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik” på et seminar ved Københavns Universitets Center for Militære Studier. I et interview med Politikens Vibeke Sperling siger forsvarsministeren følgende om den nye politik, som skal være mere “nøgtern” og “realistisk”:
Vi bestemmer ikke, hvor der skal gribes ind i verden. Det er rammevilkåret for et lille land, men vi skal tage udgangspunkt i, at sikring af lov og orden ikke bare skal varetages af de stærkeste og mest brutale magter, og så er vi nødt til at være en del af det. For det andet skal vi varetage vore nationale interesser, altså være med i Mali, så det ikke bliver et fristed, hvorfra terrorister kan ramme os. For det tredje skal vi føre en aktivistisk udenrigspolitik, fordi de store lande lytter mere til os, når vi aktivt har været til stede i internationale operationer.
På TV 2 News gentager Hækkerup i dag, at den nye danske udenrigspolitik skal handle om at fremme international “lov og orden”, om hvordan danske interesser bedst kan varetages, og om at sikre et godt forhold til de lande, der træffer beslutningerne. Han understreger dog, at Danmark skal fortsætte med at føre en “meget aktiv udenrigspolitik” og ikke skal vende tilbage til tidligere tiders (under Fogh Rasmussen meget udskældte) “småstatspolitik”. Læs videre…
Søren Friis | 16-02-2013 i Analyse,Kommentar | Kommentarer (0)
Tags: Anders Henriksen, Droner, Forsvarspolitik, Nato, Nick Hækkerup, Pakistan, Søren Pind, USA

USA’s droneangreb er siden deres begyndelse i George W. Bushs regeringsperiode blevet udvidet fra Pakistans nordvestlige grænseområder, hvor Taleban og al-Qaeda har været hovedmål, til også at omfatte Afghanistan, Yemen, Somalia og Filippinerne. Denne åbne hemmelighed blev først bekræftet af Det Hvide Hus for godt et år siden. I maj 2012 beskrev New York Times præsident Obamas personlige engagement i angrebene gennem godkendelsen af en ugentlig ‘kill list’ over dronemål.
I kølvandet på afsløringerne viste en opgørelse, at Obama allerede havde beordret over 300 droneangreb. Det var fem gange så mange, som Bush nåede at stå i spidsen for under hele sin embedsperiode. Siden dronestrategien blev offentligt kendt er angrebene kun tiltaget yderligere, mens en lang række uafhængige rapporter har belyst angrebenes folkeretlige problemer og ikke mindst deres menneskelige omkostninger, bl.a. i form af flere hundrede civile dødsfald (FN har ligeledes påbegyndt en undersøgelse).
I en debatartikel i Dagbladet Information var undertegnede sammen med Poyâ Pâkzâd i juni blandt de første danske kommentatorer til at sætte fokus på droneangrebenes konsekvenser efter New York Times’ afsløringer. Fra dansk side var støtten til en udvidet brug af dronerne dog endnu hævet over diskussion. Således gik det praktisk talt ubemærket hen, at partierne bag det danske forsvarsforlig i opløbet til NATO’s Chicago-topmøde netop i maj 2012 havde besluttet at anvende 540 mio. kr. fra forsvarsbudgettet til indkøb af NATO-droner som del af det såkaldte AGS-projekt. NATO’s droneprojekt har til formål at aflaste USA, således at de amerikanske ressourcer hidtil dedikeret til overvågningsopgaver kan bruges andre steder, f.eks. til droneangreb i de ovennævnte lande.
Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) fortalte kort efter pressen, at beslutningen om den danske AGS-deltagelse allerede havde medført betydelig tilfredshed i Washington. Han fandt det ikke derudover nødvendigt at argumentere for dens rigtighed. Den utvetydige droneros fra forsvarsministeren fortsatte over de kommende måneder og statsministeren støttede op. Også tidl. udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) udtalte sig på TV2 News rosende om dronerne, som han endda betegnede dem som “fremtiden for krigsførelse”.
Kort tid efter blev den sparsomme danske kritik af droneangrebene bemærkelsesværdigt nok personificeret af Venstres udenrigsordfører Søren Pind. Pind vendte i juli 2012 tilbage fra sin sommerferie for at sætte sig tungt på det (utroligt nok) næsten ledige synspunkt, at drab på civile uden rettergang var uacceptabelt – også når disse snigmord blev udført af en vestlig regering. Læs videre…
Søren Friis | 25-10-2012 i Analyse | Kommentarer (4)
Tags: Anders Fogh Rasmussen, Anders Kærgaard, Fangemishandling, Forsvaret, Forsvarspolitik, Green Desert, Irak, Irak +10, Irak-krigen, Irak-undersøgelse, John Dalby, Søren Gade
Hvis vi spoler båndet tilbage, fremgår det tydeligt, at den nyligt offentliggjorte fangevideo fra Irak kun udgør én brik i et langt større puslespil. Vi ser nu blot endnu tydeligere konturerne af en dybt problematisk dansk fangepolitik i Irak. Værre endnu tegner der sig i Green Desert-efterspillet et klart billede af en forsvarsledelse, der i Irak har svigtet sit ansvar.
Dagen er 25. november 2004. Op mod 1.000 irakiske og danske soldater deltager i morgentimerne i operationen Green Desert i byen Az-Zubayr netop syd for Basra. På en anmodning fra de irakiske sikkerhedsstyrker ransager soldaterne en række bygninger, som er under mistanke for at huse våben og sprængstoffer, der skal bruges af oprørere mod irakiske styrker og koalitionstropper i området. Udbyttet af operation er noget beskedent: ca. 15 håndvåben med ammunition og diverse våbendele. Der anholdes alligevel 36 irakere og Hærens Operative Kommando roser i en pressemeddelelse operationen.
Den 18. oktober 2012 offentliggør tidl. efterretningsofficer Anders Kærgaard en hidtil hemmeligholdt video, der viser to irakiske fanger blive sparket og slået mens danske soldater ser på. Videoen er optaget under Green Desert. Kærgaard fortæller, at han efter operationen afspillede optagelserne for oberstløjtnant John Dalby, chef for den danske bataljon i Irak, som af frygt for konsekvenserne ikke ønskede at gå videre med sagen. Selv var Kærgaard dengang enig med vurderingen. Dalby nægter at have set videoen og afviser først, at der overhovedet blev filmet under operationen (han ændrer forklaring om dette i de følgende dage). Reserveofficer og militærtolk Jamal Hammoud bekræfter dagen efter, at Dalby havde kendskab til overgrebene.
Kærgaards afsløringer skaber en storm af interesse fra de danske medier. Medieinteressen retter sig dog ikke på mishandlingerne, men snarere på optagelserne: Hvem optog videoen, hvor havde den befundet sig og hvem kendte til den? En række skeptiske spørgsmål rejser sig også: Beviser videoen overhovedet noget som helst om dansk medvirken til fangemishandling? Lå ansvaret ikke under alle omstændigheder hos irakerne? Læs videre…
Søren Friis | 22-10-2012 i Analyse,Kommentar | Kommentarer (1)
Tags: FN, Indien, Intervention, Kina, R2P, Rusland, Sikkerhedspolitik, Sydafrika, Syrien, USA

Hvis de fastlåste internationale diskussioner om situationen i Syrien skal have noget håb om at rykke sig, kræver det at danske og vestlige medier opgiver tankegangen om, at “vi vil det gode, I vil det onde” og kaster et mere ærligt blik på det globale magt- og forhandlingsspil.
“Så længe Assad er ved magten, er FN reelt handlingslammet over for Syrien. Rusland og Kinas interesser i Syrien er for store.” Sådan kunne man læse i Berlingske den 20. juli 2012. “Russisk kynisme” lød overskriften på Politikens leder om Syrien to dage forinden. Uovervejede metaforer om benspænd og hjulkæppe har ligeledes fået frit løb i de danske mediers analyser af Kina og Ruslands rolle i den syriske konflikt og lammelsen i FN’s Sikkerhedsråd.
Den skepsis omkring militær intervention i Syrien, som Rusland sammen med Kina og andre store udviklingslande har lagt for dagen i FN’s Sikkerhedsråd, behandles således af medierne som værende aldeles uforståelig – eller det der er værre. Det har skadet debatten i en sådan grad, at resultatet er blevet én af de alvorligste blinde vinkler i dagens dækning af borgerkrigen i Syrien og de internationale forhandlinger om denne. Læs videre…
Søren Friis | 10-10-2012 i Analyse | Kommentarer (0)
Tags: Anders Fogh Rasmussen, Danmarkshistorien.dk, Forsvarspolitik, Irak, Irak +10, Irak-undersøgelse, Sikkerhedspolitik, Værdipolitik

Danmarkshistorien.dk løfter i dag sløret for en længere opslagsartikel om den danske deltagelse i krigen i Irak 2003-2007, skrevet af undertegnede.
I dette efterår er det ti år siden, at optakten til krigen – som skabte ophedet debat i Danmark såvel som udlandet – for alvor begyndte. Den 20. marts 2003 indledte en mindre koalition af lande anført af USA en invasion af Irak. I invasionen deltog umiddelbart Storbritannien, Polen og Australien. Dagen efter traf et snævert flertal i det danske folketing en beslutning om, at Danmark skulle deltage aktivt i krigen. Den offensive militærindsats uden for FN-regi repræsenterede et yderligere nybrud i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der indtil slutningen af 1990’erne havde været præget af deltagelse i fredsbevarende operationer og bred politisk konsensus.
Her et uddrag omhandlende Irak-krigens konsekvenser for dansk udenrigspolitik:
Irak-krigen og dens værdimæssige drejning kom til at have en afsmittende effekt på den bredere danske udenrigs- og sikkerhedspolitik. I de kommende år opstod der hos den danske regering et nyt fokus på udbredelsen af liberal-demokratiske ”vestlige værdier”. Udbredelsen skulle foregå med både militære og udviklingspolitiske midler i en tæt kombination. Som led i Anders Fogh Rasmussens historiske angreb på især S og R, som han beskyldte for eftergivenhed over for autoritære magter under både besættelsestiden og den kolde krig, blev invasionen af Irak ofte udlagt af statsministeren som en del af en bredere ”kamp mellem diktatur og demokrati”. Læs videre…
Søren Friis | 26-07-2012 i Analyse,Kommentar | Kommentarer (10)
Tags: Barack Obama, Droner, Forsvarspolitik, Mette Nøhr Claushøj, Nato, Nick Hækkerup, Pakistan, Søren Pind, USA
Så kom Søren Pind ellers tilbage fra sommerferie for at sætte sig tungt på det (utroligt nok) stort set ledige synspunkt, at terrordrab på civilbefolkninger er uacceptabelt – også når terrorismen udføres af en vestlig regering. Venstres udenrigsordfører henviser i sin kritik til de amerikanske droneangreb mod bl.a. Pakistans nordlige grænseregioner, der igennem de seneste år er tiltaget drastisk under præsident Obama, med et stort antal civile dødsfald til følge.
Pinds motiver for kritikken vil jeg ikke analysere her. Dog skal man for objektivitetens skyld huske, at et bredt politisk flertal (inkl. Venstre) så sent som maj måned valgte at bakke ukritisk op om dansk medfinansiering af NATO’s eget AGS-droneprojekt. Fra amerikansk perspektiv er ét hovedmål med AGS-projektet, at NATO-landene kan aflaste USA i de militære overvågningsopgaver, således at de amerikanske angreb på Pakistan – samt lande som Yemen, Somalia og Filippinerne – kan fortsætte uden øgede økonomiske omkostninger (hvis da ikke ligefrem intensiveres, hvilket bestemt ikke er udelukket).
For kun to måneder siden erklærede Venstres tilbagevendte forsvarsordfører Troels Lund Poulsen sin store glæde over Thorning-regeringens støtte til selvsamme NATO-projekt. Noget hænger altså ikke sammen dér. Således rammer Pinds kritik ikke kun den nuværende regering, hvor udenrigsminister Søvndal forholder sig tavst til USA’s dronestrategi mens forsvarsminister Hækkerup udtaler sig i yderst positive vendinger, men den rammer også hans eget parti og den fhv. regering. Læs videre…
Søren Friis | 02-07-2012 i Analyse | Kommentarer (2)
Tags: Deadline, Droner, Forsvarspolitik, Jens Ringsmose, Martin Breum, Nick Hækkerup, Nikolaj VIllumsen, Pakistan, Propaganda, USA, Yemen
Efter forrige uges debatartikel i Information kom dronerne og den danske støtte igen på dagsordenen torsdag, da forsvarsminister Nick Hækkerup (S) i samme avis tilkendegav den holdning, at Danmark fremover skal bruge (endnu flere) af Forsvarets midler på indkøb af dronefly til kampopgaver.
“Jeg kan sagtens få øje på en række opgaver, som det vil være oplagt at anvende droner til i stedet for kampfly,” sagde Hækkerup til Information. “Droner er et relevant alternativ, især i sparetider, hvor de kan supplere kampflyene.” Hækkerup er også “åben over for, at Danmark anskaffer sig droner, der kan anvendes til at bombe fjendtlige mål,” skrev Informations Charlotte Aagaard i samme artikel.
Forsvarsministeren udtalte desuden: “Jeg vil helst udstyre soldaterne med de bedste våben og synes, det er helt i orden, hvis vi anvender droner til at bombe folk, der er ved at placere vejsidebomber i Afghanistan. Hvis det kan minimere risikoen for vore egne folk, har jeg ikke noget problem med at anvende droner.”
Problemet med Hækkerups vinkling er helt basalt, at det slet ikke er denne slags formål, som dronerne hidtil har været anvendt til. Dette belyser f.eks. den ovennævnte kommentar i Information af Poyâ Pâkzâd og undertegnede.* Nærmere har dronerne været anvendt til formål såsom bombninger af formodede terrorister og “militante” (ofte civile), som ikke har været i færd med at foretage sig noget af denne art, for slet ikke at nævne de såkaldte “crowd killings”, som Newsweek-journalisten Daniel Klaidman belyser i sin nylige bog om dronerne. Læs videre…
Søren Friis | 08-05-2012 i Analyse | Kommentarer (1)
Tags: Europablog, SF, Sikkerhedspolitik, Socialdemokraterne, Udviklingspolitik, Villy Søvndal
Fra september 2010 til maj 2011 skrev jeg om de mange facetter i dansk udenrigspolitik for Magasinet Europa. Magasinet er nyligt genlanceret og ældre artikler er derfor lagt offline, men visse indlæg syntes jeg var værd at bevare. Disse genoptrykkes i løbet af maj 2012 på Udenriget.dk under tagget ‘Europablog’. Nedenstående er syvende og sidste i rækken, oprindelig bragt hos Magasinet Europa 30. maj 2011.
S og SF vil skabe ny dansk sikkerhedspolitik
Danmark har brug for nye sikkerhedspolitiske værktøjer ud over de militære, mener S og SF. Derfor foreslår de to partier i deres alternative 2020-plan at oprette en ny sikkerhedspulje på 1,5 mia. kr., som skal bruges til at opgradere Danmarks ikke-militære indsats over for sikkerhedsproblemer i (og måske især fra) Mellemøsten, Asien og Afrika.
S og SF vil ikke bruge den nuværende danske udviklingsbistand til at føre sikkerhedspolitik, lyder det i oplægget. Derfor er der behov for en separat pulje, som ifølge partierne skal give Danmark “et nyt og effektiv værktøj i den sikkerhedspolitiske værktøjskasse – et værktøj, som lukker hullet mellem den “hårde” militære sikkerhedspolitik og den “bløde” fattigdomsorienterede udviklingspolitik.” Læs videre…
Ældre indlæg »